Du er en brik i det store puslespil
Lige nu er jeg koblet på et innovationsprojekt, hvor vi skal finde nye løsninger på, hvordan man kan levere bedre, smartere og billigere service. Hurtigt.
Det er der sådan set ikke noget nyt i. Det er hverdag i rigtig mange organisationer lige nu.
Et firma har lavet en foranalyse, en ledergruppe har udpeget målet, og nu skal en projektgruppe finde vejen til løsningen.
Men projektgruppen var i starten lidt mismodige og pressede. De følte, at når chefen og “økonomibisserne” havde sat rammerne, så var løsningerne også givet på forhånd. Og det tog lidt af den gode energi ud af projektarbejdet.
Men i virkeligheden er det slet ikke sådan. For chefen sidder ikke inde med den RIGTIGE løsning. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre! Men det budskab var bare ikke nået frem til projektgruppen.
Verden er for kompleks og forandringerne sker så hurtigt, at ”geniernes regime” er på vej ud, og dermed også den alvidende chef. Derfor inddrager chefer rundt om jo også medarbejderne i projektgrupper. For medarbejderne ser andre vinkler og tænker andre tanker. De er tæt på hverdagen, på brugerne/borgerne, på udfordringerne – og dermed tæt på løsningerne.
Vi kender ikke løsningen i vores innovationsprojekt. Endnu. Men det finder vi ud af. For effektivisering og innovation er nært knyttet til, hvordan man udvikler, deler og anvender viden. Chefen har en brik. Du har en brik. Jeg har en brik. Og der skal lægges rigtig mange puslespil i fremtiden…
Tjek denne video, hvor Steven Johnson viser dig, hvordan gode idéer opstår:
Hvor kommer de gode idéer fra?



