Google gør det, Information gør det, Folketinget, Det Danske Filminstitut, Kongehuset og Danske Æg gør det. Så det gør jeg naturligvis også – gør status over året, der gik.

Da jeg søgte Google på “Året der gik” fik jeg 12.300.000 hits. Et imponerende resultat på få sekunder. Googles eget overblik lå naturligvis øverst på listen, skarpt forfulgt at DR’s program af samme navn. Information giver mig et overblik over de 10 mest læste artikler i 2013, og Politiken underholder med årets gang i bankverdenen.

Hvad kan jeg så diske op med? Hvem gider høre om, at jeg i 2013 har undervist over 500 fagspecialister i at formidle deres fagsprog, at jeg har været redaktør på otte numre af branchebladet Restaurant og Café og dermed skrevet og redigeret en sværm af artikler? Og at jeg har rådgivet og undervist chefgrupper og direktioner i strategisk kommunikation? Nej, vel?

NovaDu vil måske hellere høre om hundehvalpen, der nu er et år, stadig fræk og sjov, men på vej til at blive en velopdragen kontorhund (der næsten ikke vælter postbuddet af glæde) efter mange timers træning? Eller høre om min indsats, der skal gøre mig til en habil crawlsvømmer men er sat på pause på grund af travlhed på det lille kontor? Heller ikke?

Kan du mærke det? Jeg forsøger at tale udenom. På denne tid af året har jeg de sidste to år lavet et kommunikationsregnskab og opfordret dig til at gøre det samme.
Jeg har forsigtigt skævet til de kommunikationsmål, jeg satte mig sidste år. Og ved du hvad? Jeg nåede ikke det hele. Bum.

Og hvad kan jeg så lære af det? Min virksomhed er tre år, og jeg er blevet klogere. Til næste år vil jeg sætte mig realistiske kommunikationsmål.
Og så vil jeg glæde mig over, at jeg nåede så meget andet i 2013 …

Jeg ønsker dig og dine et lykkebringende nytår!