Jeg lever af ord. Alligevel kan jeg stadig blive overrasket over, hvor stor effekt to små ord kan have.
Tirsdag var jeg på Femøren for at løbe Alt for Damernes kvindeløb 2011. Efter løbet meldte sulten sig. Desværre måtte min løbeveninde og jeg gå forgæves. Ingen af madboderne på stedet kunne modtage Dankort. Jeg lader lige denne ligge, kunne godt skrive rigtig meget om dårlig forretningssans, når få udvalgte madleverandører potentielt kan sælge mad til 5000 sultne løbere, men vælger kun at modtage kontanter! Da vi stort set alle sammen ankommer omklædt og kun medbringer, hvad der kan ligge i en mikroskopisk lomme i et par løbetights (mobil og Dankort), så er det jo begrænset, hvor stor deres omsætning bliver.

Men det er slet ikke det mit indlæg handler om. Det er blot en forklaring på, hvorfor vi befinder os på Købmagergade en lummer tirsdag aften omkring kl. 20 med smathår og fugtigt løbetøj. Og skrupsultne. Der er seriøs lukkestemning i hele gaden, men vi opdager, at de endnu ikke har lukket døren hos SeedJuice.
Selvom de helt tydeligt er ved at vaske af og lukke ned, bliver vi inviteret indenfor. Vi spørger forsigtigt om vi kan købe to sandwich, og en meget venlig ung fyr siger: ”Naturligvis, og vil I ikke også have en dejlig juice til maden?”. Han tager sig god tid til at kæle for vores sandwich, mens han smilende spørger til vores løbeoutfit, og vi snakker lidt om oplevelsen på Femøren.

Vi får vores lækre sandwich med i en papirpose, nu skal vi ud i den lumre sommeraften og spise et velfortjent måltid. Da vi sidder med hver vores fint indpakkede lune sandwich, ser vi den hånskrevne hilsen: Godt løbet (-: