Det korte svar er ja. Det lidt længere svar er, at det naturligvis kommer an på, hvor kompleks den sag som du skal beskrive er. Men det betyder ikke, at du bare skal skrive løs. Du skal altid overveje, hvor kort du kan gøre din tekst. Primært fordi dit budskab vil stå skarpere i en kort tekst, og fordi den er lettere for målgruppen at huske og handle på.

Her får du to metoder, der kan få det vigtigste frem i din tekst.

Forkort din tekst

Hvis du fjerne fyld og småord, kan du nemt reducere din tekst med 10-20 %.

Knaphed får budskabet til at stå skarpere

Da jeg gik på universitetet og lærte om faglig formidling på Institut for Retorik, kunne en opgave se således ud: Skriv en tekst til Samvirke om den nye pensionslov. Den skal være på 2000 anslag. Så gk vi hjem og skrev.

Det var svært, for den skulle jo formidles, så alle kunne forstå det. Ugen efter fik vi feedback på teksten. Og så blev vi sendt hjem med en ny opgave; syrebadsøvelsen: Forkort teksten med 50%. Og ugen efter samme øvelse, så vi landede med en tekst på 500 anslag.

Pointen med denne øvelse var, at vi skulle øve os i at smelte overflødigt fyld fra. Hvad var kernen i teksten? Hvad skulle læseren som minimum vide om dette emne? Det kommer til at stå lysende klart, når pladsen er trang.

Forskel på at genfortælle og gengive

En anden metode, der kan hjælpe dig med at få det centrale budskab frem i en tekst, er genfortællingsøvelsen: Slip tasterne, luk øjnene, og forestil dig, at din mor sidder overfor dig. Fortæl nu højt, med dine egne ord, hvad det vigtigste i teksten er.

Når du genfortæller, er du nødt til at analysere og opsummere det, du ved om emnet og gengive det i komprimeret form! Du kan jo netop ikke huske alle detaljerne. Modsat, når du skriver – uden pladskrav – så vil du være tilbøjelig til blot at gengive alt det, du ved om emnet. Derved kan din tekst blive meget lang og måske uden den nødvendige fokusering og formidling til målgruppen.

I praksis kan du optage din mundtlige genfortælling og skrive den ned bagefter. Genfortællingsmetoden er den hurtigste vej til en kort og fokuseret tekst.

Læs også: Find den rigtige form

God fornøjelse!