Ny viden, et spark bagi, inspiration, udviklende samtaler – eller et godt grin? Alt det og meget mere får jeg, når jeg mødes med mit netværk. Jeg ville ikke være den, jeg er, eller være der hvor jeg er i dag, hvis jeg ikke havde haft mine netværk. Har du ikke et netværk, så bør du få det!

United hands on whiteDer findes et utal af netværk og lige så mange måder at netværke på. LinkedIn kalder sig for verdens største professionelle netværk, og alle de mennesker jeg kender, er jo i princippet en del af mit netværk, som jeg har forskellige relationer – og varierende kontakt til. Men det, der virkelig rykker og udvikler mig, er et konkret, fysisk netværk, hvor en fast gruppe – i mit tilfælde ledere – mødes med jævne mellemrum i nogle formaliserede rammer. Men hvad kan man få, hvad skal der til, og hvordan får man et netværk? Det vil jeg fortælle dig mere om i en lille serie af blogindlæg. Her kommer det første.

Tryghed, tillid og frihed

Der skal være tryghed, tillid og frihed i netværket. For når vi føler os trygge og møder tillid, får vi mod til at udforske, tænke nyt og være nysgerrige. Og præcis tillid og tryghed har været kernen i de netværk, jeg har været mest glad for. Her har medlemmerne turdet være ærlige overfor hinanden. Vi har fx talt om samarbejdsproblemer med chefen, svære personalesager og at føle sig udbrændt. Og vi har drøftet faglige udfordringer, grint af pinlige episoder og løst indviklede dilemmaer. Emner som mange ledere ikke har lyst til at drøfte med chefen eller lederkollegaerne på jobbet, men kan drøfte i netværket, fordi der ikke er frygt (for at miste job eller prestige) på spil. Den åbne dialog i netværket har ofte ført til overraskende ideer og uventede råd, fordi alle føler sig trygge og frie, og dermed bedre kan tænke utraditionelt og byde ind med skæve løsninger.

Ikke pinligt at indrømme uvidenhed

For noget tid siden afslørede en leder i mit netværk, at hun følte sig vældig udfordret af sin manglende viden om sociale medier. Hun var usikker på, hvordan hun som leder bør forholde sig til Facebook, Twitter og LinkedIn, hvordan man som organisation arbejder strategisk med sociale medier, hvordan hun leder sine medarbejdere, der er meget yngre, ved alt om sociale medier og arbejder med det i dagligdagen og så videre. Hun forklarede, at hun simpelthen følte, at hun havde været uopmærksom og først nu opdagede, at toget var kørt uden hende. Det var simpelthen for sent (for pinligt) at spørge nogen i organisationen, om alt det hun ikke vidste. Og her kunne netværket hjælpe! Der var flere, der kunne dele viden og erfaringer, og flere der indrømmede, at de var i samme båd. Det gav en vældig god dialog og efterfølgende hyrede vi en oplægsholder, der kunne fylde alle de blinde pletter ud. I et trygt og tillidsfyldt rum er der nemlig ingen dumme spørgsmål.

Vil du have flere tips om netværk, så følg med her. Du kan også tilmelde dig min blog, så går du ikke glip af næste afsnit i denne lille serie.

Læs også 5 tips til at pleje dit netværk .