Gamle koner

Sidder på en bænk i Greve. Jeg er kommet en halv time for tidligt. Igen. Der sker det, at jeg altid lægger en halv times luft ind i min kalender før et møde – og glemmer det.

Når jeg så planlægger mine aftaler, transporttid og den slags, så lægger jeg en halv time til. Resultat: Ankomst en time før min aftale reelt begynder.

Det er helt sikkert noget med min alder. Er ret sikker på, at dette ikke skete for mig i mine yngre dage!

Husker endda med gru, hvordan et ældre familiemedlem altid kom 15-20 minutter for tidligt til middagsaftaler, og hvor grænseløst irriterende jeg dengang oplevede det.

Hader virkelig tanken: Gamle koner kommer alt for tidligt til aftalte møder!

På den anden side. På en halv time kan man nå at tænke mange tanker. Skrive huskenoter. Sende mails til kunder og SMS’e til børn og familie. Eller simpelthen bruge en halv time på at glo lige ud i luften. Tømme hjernen. Lave ingenting.

Sidder på en bænk i Greve. Solen skinner, og jeg har en halv time for mig selv …

Læs også ”30 minutter i havestolen”.