Jeg har forsøgt at forklare kunder og kollegaer, hvorfor jeg bruger tid på Twitter. I dag fandt jeg et godt eksempel på, hvad dette medie kan.

Her til morgen, i forbindelse med en trafikulykke på Fyn, hvor den fynske motorvej blev lukket i flere timer, læste jeg følgende (start nedefra):

Twitter

For mig illustrerer denne historie to af grundene til, at jeg er på Twitter:

1. Jeg får mine nyheder først via Twitter
På vej til et møde tjekkede jeg Twitter. Straks vidste jeg, at der var sket en ulykke på motorvejen. Rart at vide, da mødedeltagerne i mit næste møde kom fra Jylland og dermed var fanget i trafikken på Fyn.
I aften når jeg ser nyheder på TV, så vil jeg for længst have læst om alle de nyheder, der vil rulle over skærmen, og jeg har fået suverænt mange vinkler på dem, fordi dem jeg følger på Twitter kommenterer, bearbejder og linker til forskellige kilder.

2. Jeg får hjælp på Twitter
Hvis jeg har en konkret udfordring, så er det nemt og spørge sig for på Twitter. Folk er superhjælpsomme og henviser ofte til hjemmesider, hvor man kan læse mere, eller også får man konkret svar på stedet. Jeg følger mange kloge og kompetente folk, der gerne deler ud af deres viden. Jeg bestemmer selv, hvem jeg vil følge, og jeg har plukket de bedste, de venligste, og dem der giver mest mening for dig.

Den tredje grund til, at jeg er på Twitter er, at jeg udvider og plejer mit netværk via Twitter.

3. Jeg udvider mit netværk via Twitter
Det er en fantastisk indgang til kunder, kollegaer og kursister. Når jeg fx skal ud og undervise, så tjekker jeg, om mine kursister er på Twitter. Er de det, så følger jeg dem og sender dem en hilsen før eller efter kurset. På samme måde følger jeg mine kunder og holder dialogen med dem via Twitter. Det er bare hurtigere, sjovere og mere uhøjtideligt end fx mail eller telefon.

Men prøv selv. Du behøver ikke være aktiv og gøre en masse med det samme. Du kan jo blot snuse lidt rundt og se, om Twitter er noget for dig.

Hvis du opretter en profil, så giv mig et praj. Jeg vil gerne følge dig …