Så er jeg på. Twitter, altså. Lad mig være ærlig. Har været ret skeptisk, måske direkte negativ. Hvad skal man stille op med sølle 140 tegn? Ingen ting i verden lader sig forklare på så lidt plads. Useriøst. Pjat. Sådan tænkte jeg.

Men nu har jeg også fået den lille blå fugl på hjernen. Konceptet er nærmest genialt i al sin enkelhed. Hverken et onlinefællesskab eller et socialt netværk. Mere et kommunikationsværktøj, der befinder sig midt i mellem instant messaging (fx Messenger) og blogs.
Twitter er ikke som Facebook, hvor du netværker med venner. Her udvælger du nøje, hvem du vil følge. Jeg har fx udvalgt en gruppe, folk og firmaer, der har noget på hjertet, som giver mig, kloge, skæve og sjove input til emner, der interesserer mig.
Samtidig håber jeg, at jeg kan bidrage med noget, som andre kan bruge. Jeg skal præsentere mig selv og mit formål på 160 tegn, så nogen får lyst til at følge mig. Og så skal jeg formulere kernebudskaber, så de giver mening for min målgruppe – på 140 tegn.

Så nu går jeg hele tiden og tænker på, hvordan jeg kan kondensere en tanke eller idé. Super god øvelse for alle os, der har hang til lange udredninger og endeløse ordstrømme. Twitter-budskabet er: Fat dig i korthed!

Og så en anden positiv overraskelse: Du bestemmer selv tempoet. Man kan være på hele tiden eller – som mig – læse tweets i toget, mens jeg venter hos tandlægen eller andre steder, hvor jeg lige har ti overflødige minutter. Jeg har en konto, her ligger de tweets jeg abonnerer på. Jeg bestemmer selv, hvornår jeg vil læse dem.

Selvom jeg stadig famler rundt og småkvidrer her og der, er jeg ved at fange den lille blå fugl. Så det jeg ville sige med dette lange indlæg var bare:

Jeg er på Twitter, har været skeptisk uden grund. Det er en genial kanal, hvor jeg bestemmer hvad og hvornår der skal kommunikeres af hvem. (140 tegn)