Det stod der! Sort på hvidt i et evalueringsskema. Underviseren er mig. JEG bander for meget!

 

Jeg underviste for nylig en gruppe fagspecialister i at skrive bedre politiske dagsordener. Mit favoritområde, der godt kan bringe mit blod i kog. Fordi det ligger mit hjerte så nær, og fordi det betyder noget for mig, om skribenterne kan formulere deres specialviden i et klart sprog.

Undervisningen gik godt, mange gode drøftelser og bagefter 15 fine evalueringsskemaer. Blot et skema stak helt af: Det indeholdt kun én kommentar: Underviseren bander for meget.

Pinligt!

Min første reaktion var: Ups, hvor pinligt. Dernæst: Glem det! Det er blot en enkelt kommentar. Men kommentaren blev ved med at poppe op. For kursisten har ret! Jeg bander for meget!

Min næste reaktion var: Hold op med det. Nu. For bandeord virker stødende og platte. Men først må jeg have styr på: Hvad er bandeord, og hvorfor bander jeg? Og dernæst må jeg gøre noget ved det.

Hvad er et bandeord?

Bandeord er ord, der udtrykker følelser, og de betragtes som ”grimt” og stødende sprog. Derudover har bandeord en del træk til fælles med ”frække” eller ”vulgære” ord, nemlig ord der refererer til seksuallivet og til afføring. Disse ord bruger vi i stedet for sprogets ”normale” ord, og deres funktion er at skabe opmærksomhed. Ikke bare opmærksomhed på det der siges, men også på måden det siges på.

Læs mere om bandeord her.

Hvorfor bander jeg?

Når vi bander, gør vi det altså for at tillægge vores ord større vægt og dermed mere styrke. Marianne Rathje, Dansk Sprognævn, forklarer:

”Bandeord bruger vi, når vi forstærker et udsagn eller giver udtryk for nogle følelser eller holdninger. Bandeord kan fungere som en slags ventil eller et signal til omverdenen om, at man mener noget på en bestemt måde.”

Hvad gør jeg ved det?

Jeg har allerede gjort noget. Den kursist, der skrev kommentaren, har sat lys på min udfordring: Jeg kan virke stødende, og det ønsker jeg på ingen måde. Derfor forsøger jeg helt at undgå bandeord. Jeg er specielt meget opmærksom på mit ordvalg, når jeg bliver begejstret eller provokeret. Så ved jeg nemlig, at bandeordene sidder løst.

På den anden side, så er jeg jo også mig. Og jeg bliver sommetider revet med af en god diskussion eller en stærk oplevelse. Og så kommer jeg sgu nok til at bande lidt alligevel …

Bliv klogere på brugen af bandeord her