Du kender sikkert tv-programmet ”Vis mig dit køleskab”, der går ud på, at en studievært  og en kok besøger en kendt person og går på opdagelse i køleskabet. Ud fra det de finder, skal man gætte, hvem der bor i huset.

Det siger nemlig noget om folk, om man har champagne og foie gras, eller køleskabet er fuld af skummetmælk og gulerødder. Det at slutte fra lille del til helhed – eller ”vis mig dit køleskabeffekten” – udnyttes ikke kun på tv. Det foregår hele tiden. Hver gang vi møder nye mennesker, er små indtryk og pudsige detaljer af afgørende betydning for det samlede billede.

Styrer du billedet, eller lader du tilfældighederne råde?
Det tøj du går i, de opdateringer du laver på Facebook, den måde du sætter dit hår, og den avis du læser siger noget om dig. Dit personlige brand er summen af de signaler, du sender til omverdenen. Du kan enten lade tilfældighederne råde, eller du kan vælge at arbejde målrettet med dit personlige brand. Man kan faktisk udnytte ”vis mig dit kølskabseffekten”, men det kræver, at du først finder ud, hvad det er, der gør dig til noget særligt? Hvor skiller du dig positivt ud?

Styrk det og kommuniker det
Når du ved, hvad der gør dig til noget særligt, kan du styrke det og kommunikere det. Du skal finde ind til din identitet, der både er din personlighed, dine kompetencer, dine talenter, værdier, passioner, din mission – og vision.
Det er ikke en opgave, man løser på en time. Start med alt det, der ikke står i dit CV. Lad spørgsmålene nedenfor være styrende for skriveprocessen:

  • Hvem er jeg (ikke det samme som hvad er jeg)?
  • Hvad er mine kerneværdier?
  • Hvilke egenskaber og evner har jeg?
  • Hvilke drømme og ambitioner har jeg?

Forskel på champagne og skummetmælk
Personlig branding handler om at forstå og udnytte de muligheder, der er for at markedsføre sig selv. I en verden hvor trængslen på jobmarkedet er øget, skal vi også differentiere os på vores personlighed og særkende. Så få styr på dine personlige styrker og fremhæv dem.
Det er måske ikke lige meget, om du har champagne eller skummetmælk i dit køleskab …

Denne artikel er en forkortet udgave af et indlæg til bogen: I den gode ledelses tjeneste, der udkom december 2012. Læs mere her.