Hvad kan et blomkålshoved, som 61 ord ikke kan?

 

“Senere går hun over markerne med et blomkålshoved.”

Det er den første sætning i Helle Helles roman De.

Der sker jo ikke ret meget. Alligevel elsker jeg den sætning. Jeg får lyst til at læse videre. 
Hvem er hun? Hvor skal hun hen? Og hvorfor går hun rundt med et blomkålshoved?

Forleden læste jeg et resumé i en politisk dagsorden, hvor den første sætning var på 61 ord.
61 ord fra punktum til punktum. Da jeg nåede punktummet, havde jeg glemt begyndelsen.

Og jeg tænkte: Hvorfor pokker gør vi os ikke mere umage med den første sætning? For den første sætning har en vigtig funktion: Den skal få læseren godt i gang. Skabe forventninger til resten af teksten.

Forfattere ved det. De bruger lang tid på at skabe den helt rigtige første sætning. Vi andre burde måske gøre dem kunsten efter?

Når vi skriver mails, borgerbreve og politiske dagsordener, skal vi også kæle for den første sætning. En god første sætning behøver ikke være smart (og indeholde blomkål). Men den må gerne være kort, konkret og nem at forstå. Og give læseren lyst til at læse videre.

Derfor får du en lille refleksionsopgave i dag:

Læs den første sætning i din seneste tekst. Kun den første! Ville du selv læse videre?

Hvis ikke, så giv den lidt mere kærlighed.