Brug en tjekliste til at huske det, du har lært

Tjeklister styrker og fastholder din viden, for de hjælper med at huske det, du har lært. Og du kan omsætte det til at skrive bedre tekster.

Jeg elsker tjeklister. Særligt de tjeklister, der hjælper mig med at huske ting, jeg allerede ved, men som jeg måske vil glemme. Jeg har fx en meget lang tjekliste, som jeg bruger, når vi pakker til den årlige skiferie.

Hvert år skriver jeg noget nyt på tjeklisten. Et år lærte jeg fx, at der ikke nødvendigvis er tændstikker i hytten (svært at tænde op i pejsen uden), at der kan mangle taps til opvaskemaskinen (og vi måtte derfor vaske op i hånden den første dag), og at alle er hysterisk sultne og trætte, når vi ankommer (medbring varmemad til første aften) og så videre. Alt sammen noget, jeg måske ville glemme, hvis jeg ikke skrev det på min tjekliste.

Tjeklister hjælper dig med at huske det, du allerede ved

I bogen “The Checklist Manifesto” opdeler Atula Gawanda menneskelige fejl i to grupper:

  • Uvidenhed, vi fejler, fordi vi mangler viden.
  • Uduelighed, vi fejler, selvom vi allerede har den nødvendige viden.

Uvidenhed er noget, vi må arbejde med, forsøge at blive bedre til. Men uduelighed er dumt. Altså, vi laver fejl, selvom vi godt ved, hvad der skal gøres. Hvis jeg fx glemmer at medbringe opvasketaps, selvom jeg godt ved, at det kan vi få brug for. Det er dumt. Derfor skriver jeg det på tjeklisten.

Tjeklisten styrker og fastholder din viden

Lad mig give dig et andet eksempel: Du var engang for længe siden på et skrivekursus. Her lærte du, hvordan man laver en indholdsbeskrivende overskrift. Men du har glemt det. For du modtager så megen viden hele tiden. Din verden er så kompleks. Derfor skriver du måske underlige overskrifter, som forvirrer din læser og mudrer dit budskab.

Og det er her, tjeklisten kommer ind i billedet. Tjeklisten er værktøjet, der omsætter det, du har lært til konkrete hverdagssituationer. Som fx at skrive en indholdsbeskrivende overskrift.

Tjeklisten omsætter din viden til bedre tekster

Her kommer mit bud på en tjekliste. Den sikrer, at du husker alt det, du allerede ved om at skrive gode tekster. Du kan enten benytte den til at kvalitetskontrollere din egen tekst, eller du kan få en kollega til at tjekke din tekst.

God arbejdslyst.

TJEKLISTE:

  • Din tekst er tilpasset målgruppen
  • Du indleder med en indholdsbeskrivende overskrift
  • Dit hovedbudskab kommer først i teksten
  • Du benytter et aktivt og konkret sprog
  • Dine sætninger er korte og overskuelige
  • Du anvender tidssvarende ord og vendinger
  • Du forklarer svære ord og begreber
  • Du benytter en læsevenlig opsætning, fx korte afsnit med overskrifter
  • Du har læst grundig korrektur.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Skrivetips og inspiration