Netværk drejer sig om at hjælpe hinanden. Kernen i et stærkt netværk er hjælpsomhed. Ikke fordi det skal bruges til noget bestemt. Men fordi det giver værdi for alle parter. Men et netværk skal plejes og vedligeholdes – også i en travl hverdag. Du skal netværke nu – ikke vente til du får bedre tid.
Undgå paniknetværkskaffe
En gammel bekendt kontaktede mig for nylig.
– Har du tid til at drikke kaffe?
Det undrede mig. Hun, lad os kalde hende Mette, er en travl kvinde, der normalt ikke inviterer til kaffemøde uden grund.
– Jeg er blevet fyret, fortalte Mette, så nu skal vi drikke netværkskaffe.
Vi drak kaffe. Vi snakkede. Mette græd og bandede. Mette havde fået fyresedlen og et outplacement-forløb, derfor sad vi her og drak kaffe.
– De siger, jeg skal netværke. Det er sådan, man får et nyt job, forklarede Mette, der har et hav af kontakter på LinkedIn, men som aldrig har brugt tid eller kræfter på at pleje sit netværk.
Jeg kender flere Mette’er. Karrieren kører, den ene dag tager den anden. Næsen i sporet, fokus på opgaver, strategi og udfordringer. Og bang, så bliver man pludselig tilovers i en eller anden organisationskabale. Først der løfter Mette blikket og opdager, at hun har brug for sit netværk, så nu skal der drikkes paniknetværkskaffe.
Sæt point ind på netværkskontoen
Og det er så her, jeg kommer ind i billedet. Jeg forstår det godt. Det er smart, det virker, og det er godt for Mette. Jeg gør det gerne. Men det er panik og efterrationalisering, der er årsagen til de to lunkne cafe latter, der står på bordet mellem os.
Mette har opdaget, at netværk og relationer er guld værd. De kan hjælpe dig, inspirere dig, trøste dig og opmuntre dig. Men Mette har ikke hjulpet, trøstet eller inspireret nogen i sit store netværk, da hun havde travlt på jobbet. Mette har ikke sat noget ind på sin netværkskonto. Den er tom. Og derfor har Mette opdaget, at det går lidt trægt med at få kaffeaftaler i kalenderen.
Kom i gang med at netværke
Og hvad er så moralen i denne historie? Du skal netværke nu! Før du mister jobbet. Inden du har brug for at blive trøstet eller hjulpet. Brug dit overskud til at være nysgerrig og gavmild. Gør en forskel. Hjælp nogen. Det er her, du skaber ægte relationer og et stærkt netværk.
Her får du 5 enkle tips til at pleje dit netværk
Er du stadig på bar bund? Savner du flere konkrete ideer til, hvordan du kommer i gang? Så kan jeg anbefale Netværksakademiet, der skriver blogindlæg og podcaster om emnet.
Her kan du blandt andet læse en fin historie om, hvordan man helt konkret kan netværke, når livet kradser og gør ondt. Læs her.
Dette indlæg er en opdatering af et tidligere indlæg, udgivet på LinkedIn 2019.
Det, der virkelig rykker og udvikler mig, er et konkret, fysisk netværk, hvor en fast gruppe – i mit tilfælde ledere – mødes med jævne mellemrum i nogle formaliserede rammer. Ansigt til ansigt, hvor man har mulighed for at skabe relation og udvikling. Men hvordan får man et netværk? Det kan du læse mere om her. Dette er andet indlæg i en lille serie om netværk, du kan læse det første her.
Vær nysgerrig
Er du på jagt efter et godt netværk, så skal du først og fremmest være indstillet på at investere noget. Du skal give dig selv tid til at være nysgerrig og åben. Du skal have lyst til at lære nye mennesker at kende og finde ud af, hvem de er, og hvad de kan. Du skal med andre ord give andre mennesker opmærksomhed og taletid.
Vær gavmild
Men netværk handler også om at dele, om at være gavmild. I et stærkt netværk er man ikke så nøjeregnende med, om man giver eller får. Her er det vigtigt, at man kan hjælpe hinanden. Min store inspirationskilde, tidligere organisationsdirektør, Mona Egebjerg, havde følgende opskrift: ”Alt hvad vi ved, deler vi med andre. Så vil de også hjælpe os, hvis vi får brug for det”.
Vær opsøgende
Har du ikke et netværk, så skal du være ekstra nysgerrig og på udkig efter nye relationer. De findes overalt: når du er på konference, til middag med vennerne, på uddannelse eller til forældemøde i dit barns skole. Måske møder du nogen, som du kan få en god relation til eller måske endda starte et formelt netværk med. Eller måske kender de et netværk, der lige mangler dig. Men det kræver naturligvis, at du er modig og fx tør tage kontakt til folk, du ikke kender.
Jeg øver mig …
Lige præcis den opsøgende, smalltalkende disciplin har taget mig flere år at lære. Og jeg er stadig ikke den, der elsker at mingle til receptioner, blandt mennesker jeg ikke kender. Men jeg øver mig. For jeg ved, at der findes folk derude som mig, der rigtig gerne vil skabe nye relationer og måske udvide deres netværk.
Ny viden, et spark bagi, inspiration, udviklende samtaler – eller et godt grin? Alt det og meget mere får jeg, når jeg mødes med mit netværk. Jeg ville ikke være den, jeg er, eller være der hvor jeg er i dag, hvis jeg ikke havde haft mine netværk. Så få dig nu et netværk!
Der findes et utal af netværk og lige så mange måder at netværke på. LinkedIn kalder sig for verdens største professionelle netværk, og alle de mennesker, jeg kender, er jo i princippet en del af mit netværk, som jeg har forskellige relationer – og varierende kontakt til. Men det, der virkelig rykker og udvikler mig, er et konkret, fysisk netværk, hvor en fast gruppe – i mit tilfælde ledere – mødes med jævne mellemrum i nogle formaliserede rammer. Men hvad kan man få, hvad skal der til, og hvordan får man et netværk? Det vil jeg fortælle dig mere om i en lille serie af blogindlæg. Her kommer det første.
Skab Tryghed, tillid og frihed
Der skal være tryghed, tillid og frihed i netværket. For når vi føler os trygge og møder tillid, får vi mod til at udforske, tænke nyt og være nysgerrige. Og præcis tillid og tryghed har været kernen i de netværk, jeg har været mest glad for. Her har medlemmerne turdet være ærlige overfor hinanden.
Vi har fx talt om samarbejdsproblemer med chefen, svære personalesager og at føle sig udbrændt. Og vi har drøftet faglige udfordringer, grint af pinlige episoder og løst indviklede dilemmaer. Emner som mange ledere ikke har lyst til at drøfte med chefen eller lederkollegaerne på jobbet, men kan drøfte i netværket, fordi der ikke er frygt (for at miste job eller prestige) på spil. Den åbne dialog i netværket har ofte ført til overraskende ideer og uventede råd, fordi alle føler sig trygge og frie, og dermed bedre kan tænke utraditionelt og byde ind med skæve løsninger.
indrøm din uvidenhed
For noget tid siden afslørede en leder i mit netværk, at hun følte sig vældig udfordret af sin manglende viden om sociale medier. Hun var usikker på, hvordan hun som leder bør forholde sig til Facebook, Twitter og LinkedIn, hvordan man som organisation arbejder strategisk med sociale medier, hvordan hun leder sine medarbejdere, der er meget yngre, ved alt om sociale medier og arbejder med det i dagligdagen og så videre. Hun forklarede, at hun simpelthen følte, at hun havde været uopmærksom og først nu opdagede, at toget var kørt uden hende. Det var simpelthen for sent (for pinligt) at spørge nogen i organisationen, om alt det hun ikke vidste. Og her kunne netværket hjælpe! Der var flere, der kunne dele viden og erfaringer, og flere der indrømmede, at de var i samme båd.
Det gav en vældig god dialog og efterfølgende hyrede vi en oplægsholder, der kunne fylde alle de blinde pletter ud. I et trygt og tillidsfyldt rum er der nemlig ingen dumme spørgsmål.
Vil du have flere tips om netværk, så følg med her på min blog ved at tilmelde dig, så går du ikke glip af næste afsnit i denne lille serie.
Du kan også finde mig på LinkedIn.
Læs også 5 tips til at pleje dit netværk.
En uvidenskabelig rundspørge i mit netværk viser, at du bliver klogere, gladere og dygtigere af at netværke. Så det er bare med at komme i gang. Men hvordan skaber og vedligeholder man et netværk? Her får du ”Mona-opskriften” med 5 tips til at pleje dit netværk.
Der er nogle mennesker, der bare er rigtig gode til at skabe og vedligeholde deres netværk. Jeg arbejdede på et tidspunkt sammen med en direktør, Mona, der i den grad mestrede disciplinen. Uanset, hvilken opgave vi skulle i gang med, så kendte hun altid én, vi kunne ringe til, som kunne give os gode råd. Uanset, hvor vi skulle hen, så kendte hun nogen i den pågældende organisation, som kunne introducere os. Og uanset, hvem der ringede til os for at få gode råd, så stillede hun altid op. Hun forstod ikke bare at skabe netværk, hun var også supergod til at vedligeholde det. Her får du ”Mona-opskriften”:
1. Vær nysgerrig
Mona havde en oprigtig interesse for andre mennesker. Hun var nemlig nysgerrig. Nysgerrig efter at lære nye mennesker at kende og finde ud af, hvem de var, og hvad de kunne. Og så troede hun på, at hun kunne bidrage med noget – eller at den nye relation indeholdt noget, som hun selv eller andre i hendes netværk kunne få glæde af.
2. Vær åben
Mona mødte nye mennesker uden fordomme. Hun vidste, at nye relationer kunne være indgangsvinklen til ny viden eller et nyt venskab. Hun var aldrig kritisk eller på vagt. For hende var det helt naturligt at møde og acceptere andre mennesker, som de er, og derfor ønskede mange også at være en del af hendes netværk.
3. Vær opsøgende
Mona var altid på udkig efter nye relationer. Hvis hun var på konference, til et møde eller en reception, så kom hun altid hjem med nye kontakter. Hun stod aldrig i et hjørne men gik lige hen til folk, hun ikke kendte. Hvis der var et interessant menneske, som hun gerne ville netværke med, så indledte hun bare en samtale og udvekslede kontaktinformationer med personen, inden hun gik videre.
4. Vær hjælpsom
Mona sagde aldrig nej til at hjælpe. Hun er nok det mest generøse menneske, jeg har mødt. Netværk handler om at hjælpe og om at dele. ”Alt hvad vi kan og ved, deler vi med andre. Så vil de også hjælpe os, når vi har brug for det”, sagde Mona.
5. Vær uselvisk
Mona gav – uden at være nøjeregnende med, om hun fik noget igen. Hun skelede ikke til input/output men var glad for at kunne hjælpe. Samtidig var hun god til at ringe, maile eller kontakte sit netværk – bare for at høre, hvordan det gik. Måske havde hun sat det i system, det ved jeg ikke.
Men en ting er sikkert. Alle, der var en del af Monas netværk, følte, at de fik langt mere, end de gav.
God fornøjelse med dit netværk!
Se flere tips og tricks hos Netværksakademiet, hvis du har brug for inspiration.