I disse dage forsøger jeg at tilpasse mig en ny hverdag. Jeg plejer at komme rundt og undervise i forskellige kommuner, og jeg møder mange mennesker hver uge. Ugen før Danmark gik i coranaberedskab, var jeg fx ude i tre forskellige kommuner og trykkede måske 100 hænder. Gisp, tænker jeg nu.

Mine kunder tænker ikke på kompetenceudvikling lige nu. De har travlt med at passe på deres borgere. Og jeg er vildt imponeret over, hvor effektivt det kommunale system fungerer. Jeg er helt tryg men ved også, at de ansatte i kommunerne er optaget af en hektisk og helt unormal hverdag. Og sådan vil det formentlig være i lang tid.

Vi ved ikke, hvor og hvornår krisen ender. Men bagefter vil vi alle stå et andet sted. Det er jeg helt sikker på. Forandringen og tilpasningen til noget andet starter nu.

Så udover overdreven håndvask og rengøring på hjemmekontoret, er jeg i gang med at udvikle onlinekurser og onlinerådgivning. Jeg læser alle de fagbøger, som jeg ikke fik læst i efteråret. Jeg holder onlinekaffemøder med kloge kollegaer og konkurrenter. Jeg skriver blogindlæg, og om lidt vil jeg lytte til alle de podcast, jeg aldrig fik tid til at lytte til.

Lad mig slutte med et citat, som jeg har lånt fra en klog, kommunal kollega:
“Pas på hinanden, og husk, at der er så meget, der faktisk fungerer og er lykkedes under fuldstændig sindssyge omstændigheder. Kig op, smil, og sprit af”.

Under mit skrivebord ligger to meget tilfredse kontorhunde. Vi er nu to fuldtidsvoksne i husstanden døgnet rundt. Ikke dårligt set fra et hundeperspektiv.

Du har sikkert fået et hav af mails om de nye EU-regler og GDPR. Det har jeg også. De mails, jeg fik, lignede stort set hinanden. Bortset fra én. Den var fra vores brændefirma.

Overskriften lyder således: Vi ændrer ikke en pind.

Sjovt fordi mailen er fra et brændefirma. Og sjovt fordi budskabet er stik modsat de andre mails, jeg har fået. De andre firmaer gør et stort nummer ud af at fortælle om alt det, de har ændret på grund af de nye EU-regler.

Mit brændefirma har ikke ændret noget som helt. De har nemlig altid behandlet mine informationer ordentligt. Respekt for det og respekt for deres korte og klare kommunikation.

Og jeg vil sige præcis som mit brændefirma: Jeg har heller ikke ændret en pind. Du kan læse mere her.

Sådan så mailen ud fra Dansk Brændesalg:

 

 

Badebro

Det kan være længe siden, at du har hørt nyt fra mig … Det beklager jeg!

Du har på et tidspunkt bedt om at få skrivetips og blogindlæg fra mig. Men min hjemmeside har drillet mig. Den har ikke sendt en mail til dig, når jeg har skrevet nye indlæg.

Men nu har jeg fundet en løsning på problemet. Derfor ser mailen lidt anderledes ud, men indholdet er det samme.

Og så en lille feriehilsen:

Brug din sommerferie langsomt

I sommerferien kan du komme helt tæt på. Tæt på dig selv, dine børn, din kæreste og alle de andre, som måske har savnet dig i den seneste tid. Fordi du har haft travlt på dit arbejde. Derfor skal du være langsom i din sommerferie.

Det starter med, at du slukker telefonen! Gisp, tænker du?

Og gisp, tænker jeg. For jeg elsker min telefon. Jeg læser mails, ser opdateringer på sociale medier, tager billeder, tjekker vejret og hundrede andre ting …

Og jeg gør det tit. Alt for tit.

I sommerferien skal jeg skrue ned for telefonen. Min telefon er en tidsrøver, og den ødelægger det nære, intense møde mellem mennesker. Og det savner jeg. Mere nærvær med mine nærmeste. Bedre tid til at læse, bedre tid til at tænke og skrive.

Og jeg glæder mig!

Sammenhæng og langsomhed

Jeg er ikke alene. Måske er det et mediestunt, måske er det helt ærligt. Men forleden trådte Søren Pind ud af Facebooks lune fællesskab med følgende salut:

”Jeg læser færre bøger. Jeg skriver færre egentligt sammenhænge blogs og indlæg. Og det denne tid har brug for er sammenhængende ting og langsomhed, ikke fragmentering og hast.”

Læs mere i Berlingske Tidende, der skrev denne artikel.

Nærvær med de mindste

Måske er jeg gammeldags og sentimental, men denne pædagog skrev et indlæg, der gik lige i mit hjerte. Hun skriver blandt andet:

”Sluk nu telefonerne forældre og se i stedet på jeres børn. I opdager slet ikke gensynsglæden, nærværet eller stoltheden i en perleplade hos jeres børn, når I har snuden nede i telefonen.”

Læs hele indlægget her – og sluk så for din telefon, for pokker!

Rigtig god sommer, håber den går laaaaaaaaaangsomt!

sommerlæsning

FerieOm lidt synker du ned i den dybe (mentale) liggestol. Det er sommerferie. Tiltrængt og velfortjent. Alligevel vil jeg sende dig på ferie med en opgave. Bare en lille hyggelig én: Du skal læse og skrive i din ferie.

Du skal læse “Om at skrive”

If you want to be a writer, you must do two things above all others: read a lot and write a lot. (Stephen King).

Du opfatter måske ikke dig selv som forfatter, men ikke desto mindre lever du af at skrive. Og af at skrive godt. Stephen King har skrevet en fantastisk bog, som jeg helt klart vil anbefale dig at læse. I bogen “Om at skrive” deler King med rund hånd memoirer og gode skriveråd. Den er underholdende og inspirerende. Og naturligvis velskrevet.

Du kan også tømme biblioteket og læse skønlitteratur. For en god roman udfordrer dine hjernemuskler.

Du skal skrive postkort

Selvom du holder ferie, er der ingen grund til at holde skrivepause. Du skal skrive postkort i din ferie og sende dem til venner og familie. Fra Himmalay, Himmelbjerget eller Hillerød. På bagsiden af et postkort kan der stå ca. 80-100 ord. Det betyder, at du skal fatte dig i korthed. Hvis du til daglig skriver politiske dagsordener, notater og breve, hvor der ikke er noget pladskrav, så er postkortskrivning en god udfordring. Det kræver nemlig sin mand/kvinde, at give modtageren et indblik i, hvordan du oplever, smager og føler din ferie. På blot 80-100 ord! Men når det lykkes, er det noget vi lægger mærke til. Og sætter op på køleskabet.
Læs hvordan du skriver kort og godt. 

Jeg ønsker dig en rigtig god ferie!

Mange foretrækker at skrive noter på deres bærbare PC, når de er på kursus. Flere forskningsresultater viser, at det er en dårlig idé. Vil du have stor effekt, så skal du droppe den bærbare og skrive noter i hånden.

Brug en god gammeldags notesbog

Når jeg underviser, beder jeg kursisterne medbringe notesbøger, så de kan skrive noter i hånden. Jeg opfordrer også kursisterne til at ”slukke for strømmen”.

Det kan virke ret umoderne i en verden, hvor stort set alle mennesker er online hele tiden.

Men jeg gør det ikke for min egen skyld. Forskning viser nemlig, at de kursister, der skriver noter i hånden, de husker og forstår bedre. Og de kan i højere grad omsætte og anvende den viden, de får på et kursus.

Hvis man samtidig er ”offline”, så er der gode muligheder for at fokusere og optage den viden, man bliver præsenteret for.

Gå efter kvalitet, ikke kvantitet

De fleste kan skrive hurtigere på en PC, end de kan i hånden. De hurtigste kan måske nå at skrive næsten ordret det, som underviseren siger.

Det virker umiddelbart som en god metode. Så kan man senere genskabe sig et undervisningsforløb ved blot at læse de fuldstændige noter.

Men tre forskellige eksperimenter viser, at de kursister, der skriver deres noter i hånden, lærer mere. Så flere noter betyder altså ikke bedre læring.

Få øje på det vigtigste

Det tager længere tid at skrive i hånden, og derfor kan man ikke nå at skrive det hele ned. Den udfordring sætter håndskrivernes hjerner på hårdt arbejde. Håndskriverne skal nemlig lytte, fordøje, analysere og opsummere det, de hører, og nedfælde det i komprimeret form.

Disse anstrengelser betyder, at dem der skriver i hånden, allerede i notearbejdet har skabt en langt dybere forståelse af det nye stof. Og derfor kan de i højere grad omsætte og anvende den viden, de får på et kursus.

Sluk for strømmen

De fleste eksperter er enige om, at det vigtigste i forhold til at kunne fokusere – og dermed lære noget nyt – er at fjerne distraktioner.

Derfor anbefaler jeg mine kursister, at de slukker for telefon og PC. Det virker grænseoverskridende for mange af mine kursister, der er vant til at tjekke e-mailen hvert 10. minut.

Men en undersøgelse viser, at hvis studerende har adgang til nettet i undervisningstiden, så bliver 40% af den samlede undervisningstid brugt til andre formål (mails, sociale medier osv.).

Så uanset om vi vil det eller ej, så er vi gode til at lade os forstyrre. Og det ødelægger vores evne til at fordybe os og tage ny viden ind.

Vil du have bedre udbytte af dine kurser og undervisningstimer, så anbefaler jeg, at du fjerner distraktionerne og skruer op for hjernearbejdet og de håndskrevne noter.

Her kan du læse mere om Pam Mueller og Daniel Oppenheimers studier.