Er det dig, de griner af?

Har du styr på orddelingsreglen? Ja, der er kun én! Lær den, husk den, og brug den.

Vi kan alle blive i tvivl …

Du kender det sikkert. Du bliver lige i tvivl et øjeblik. Skriver man elscooter eller el-scooter? Måske El-scooter eller el scooter? Et eller to ord, med eller uden bindestreg, stort eller lille e? Kombinationsmulighederne er mange, og hvis du prøver at google ordet, så får du ikke et entydigt svar.

Elscooter er blot ét af de ord, der ofte giver problemer. Jeg har eksemplet fra et projekt, som jeg gennemførte i en kommune, hvor de skrivende medarbejdere skulle lære at skrive bedre breve til borgerne. Da vi analyserede deres breve, fandt vi, at der var hyppige problemer med at dele navneord korrekt. Fx havde mange medarbejdere problemer med at skrive ordet elscooter korrekt.

En hel bevægelse griner af fejlene

Der er overraskende mange, der går op i, hvordan man skriver sammensatte navneord. 7470 mennesker kæmper på Facebook for at bibeholde de sammensatte navneord. I gruppen deler medlemmerne eksempler på forkerte orddelinger og kommenterer på de “sjove fejl”. Det er ofte skilte fra supermarkeder og reklameskilte, der deles og fnises af. Pointen er dog, at sommetider kan forkert orddeling være direkte meningsforstyrrende:

Billedet er kopieret fra et opslag på Facebook

Hvorfor er det så svært?

Det er ikke så underligt, at det netop er orddelingsproblemer, der fylder meget i vores brevanalyse. Sprognævnets forskning peger nemlig på, at det også er den hyppigst forekommende fejltype i afgangsprøverne for folkeskolernes 9.-klasser.

Mange mener, at vores orddelingsproblemer udspringer af vores stærke påvirkning fra det engelske sprog. Andre mener, at den indbyggede stavekontrol i vores forskellige enheder (der gerne vil skille de sammensatte ord) må bære skylden. Men uanset hvad der nu er skyld i problemerne, så er det en god idé at kende den vigtigste regel.

Den vigtigste regel

Du kan høre, om et ord skal skrives i ét eller flere ord. Når der er mere tryk på det første led end på det andet led, skal det skrives i ét ord, fx elscooter, telefonledning, vandhane og billetautomat. Selvom du sætter flere led sammen, og ordene kan blive ret lange, så skrives de stadig i et ord, fx havbiologforeningenskontingent.

Der findes dog undtagelser for denne regel, de kan også være gode at kende: Regler og typiske problemer – et eller flere ord.

Kilde: Sproget.dk, der også har denne test, hvor god er du til orddeling? 

Du kan også læse mit indlæg om sammensatte ord, for sammensatte ord kan også være sjove og sprogligt udfordrende.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Skrivetips og blogindlæg