Et kursus i bedre mails?
”Du vil have et kursus for skarpe konsulenter i at skrive bedre mails? Helt ærligt, det kan du ikke mene”, sagde jeg forbavset.
”Jo”, sagde Jan. ”Det har vi brug for”.
Og det fik de. En specialdesignet temadag for et hold konsulenter fra Odense Kommune i januar 2023. Fokus på dagen var at skrive skarpe og effektive mails.
Uforløst potentiale i bedre mails
Og han har jo ret, chefen for ledelsessekretariatet. Det er relevant. Først tænkte jeg, at kurser i at skrive mails var noget vi beskæftigede os med i 00’erne. Men da jeg fik lov til at læse eksempler på mails fra konsulenternes dagligdag, så indså jeg, at der er et kæmpe potentiale i at skrive korte og klare mails.
Mailen kan det hele
Vi sender og modtager hundredvis af mails. Mailen er genremæssigt en rodebutik, fordi vi fylder alt i den. En mail kan være opgavebestilling, dagsorden og referat fra møder, lange og korte beskeder, aftaler, spørgsmål og meget andet. Der er ingen regler og ingen rammer. Alt kan proppes ind i en mail.
Det eneste, der er givet på forhånd er, at der skal være et emnefelt. Resten er en tom rude. Og det er faktisk den største udfordring.
Skabeloner og refleksioner
I løbet af dagen fik deltagerne inspiration til at effektivere deres skriveprocesser. Det handler blandt andet om bedre planlægning og mere fokus på modtagerens forventninger og behov. Deltagerne fik også lejlighed til at drøfte nye løsninger – fx brug af skabeloner – og der var tid til at reflektere over egne og kollegaers idéer.
Vil du også skrive bedre mails? Så er et af dagens råd: Styr din indre hovedspringer. Tænk dig om, før du skriver!
Vil du vide mere, eller har du brug for et særligt kursus? Så kontakt mig, så finder vi en løsning.