Når job og fritid flyder sammen …
I min sommerferie har jeg dyrket det, jeg elsker: Mit frivillige (hunde)liv i Dansk Retriever Klub og træning af mine egne hunde.
Jeg var desuden så heldig, at jeg lige før sommerferien blev inviteret til at holde et kursus for hundeinstruktører, der underviser kursister i at træne deres jagthunde. Lyder det indviklet?
Jagthundeinstruktører skal også formidle deres viden
Lige før sommerferien underviste jeg jagthundeinstruktører i undervisningsteknik, kommunikationsstrategi og om, hvordan de får deres budskaber ud over rampen. En fuldstændig perfekt opgave, der kombinerer alt det, jeg brænder for.
På kurset var alle deltagere professionelle jagthundeinstruktører, der enten har eget hundecenter eller underviser i andres virksomhed. Det overordnede tema var faglig formidling og undervisningsteori. På kurset arbejdede vi blandt andet med:
Hvordan underviser vi voksne kursister?
Hvordan skaber vi et trygt undervisningsrum?
Hvordan kan vi formidle vores viden til andre kanaler?
Efter kurset fik jeg følgende tilbagemelding fra arrangøren:
“I dag var sidste dag for instruktørerne på dette ugekursus. Og Marianne, du har blæst os bagover med megagode pointer om kommunikation – både i forhold til vores kursister og i forhold til formidling til fx web og sociale medier.”