Hader du at snakke om kommaregler? Så er du ikke den eneste. Mange skribenter døjer med at sætte kommaer korrekt. Nu er der hjælp på vej. Jeg møder mange dygtige skribenter, der kan formidle indviklede emner, men de kan ikke sætte kommaer. Og det er en skam.
Når talen falder på kommaregler, så siver energien ud af lokalet. Cirka halvdelen af mine kursisterne, der stort set alle sammen har en længere uddannelse og mange års skriveerfaring, hader kommadrøftelser. Gør du også?
Måske lærte du ikke at sætte kommaer i skolen, og derfor har du opgivet håbet om at lære det senere. Men du kan godt, hvis du vil.
Skriver du meget? Og sender du dine tekster til borgere og kunder? Bliver dine tekster delt på sociale medier eller lagt på officielle hjemmesider? Hvis ja, så er det vigtigt, at du har styr på kommareglerne. For hvis din tekst har mange kommafejl, så risikerer du, at din læser (eller din chef?) mister tilliden til dig.
Gratis kommakursus på nettet
Kæmper du med kommaerne? Så er der hjælp at hente i dette gratis kommakursus fra SDU og Dansk Sprognævn.
Kurset tilpasser sig automatisk dine behov og færdigheder, så du lærer det, du har lyst til og brug for. Mange pædagogiske videoer hjælper dig igennem kurset og gør det nemt at gå til.
Du får et skræddersyet kursus, der passer til dine personlige forudsætninger.
Kurset tager mellem 45 minutter og 3 timer, men du bestemmer selv, hvor mange bidder du vil dele det op i.
Du kan godt, hvis du vil. 🙂
Du skal lære at sætte komma. Det er vigtigt, og du kan godt, hvis du vil! Dårlige kommaer signalerer sjusk og utroværdighed. Læs hvorfor her.
Det er pærelet at sætte kommaer! Den påstand hører jeg tit. Det er det letteste at lære inden for dansk, for kommaer er styret af helt logiske regler. Tag den, du!
Når jeg hører det, så tænker jeg: Hvorfor er der så mange, der synes, at det er supersvært?
Jeg møder mange kursister. Dygtige fagspecialister, der har styr på alle de nørdede hjørner af deres fag og er veltrænede i alverdens kommunikationsdiscipliner. Men en del af dem kan ikke sætte kommaer.
Er det underligt? Nej, egentlig ikke.
Grammatik er regler, og regler er kedelige
Sådan har de fleste børn det. Det er noget af forklaringen på, hvorfor mange ikke får styr på de grammatiske grundregler, der er en forudsætning for at sætte kommaer. Regler skal gentages, læres udenad og trænes.
Der findes skoler og undervisere, der formår at gøre grammatik spændende og relevant. Her lærer de små poder de grammatiske regler og bliver i stand til at sætte kommaer. Men der findes også skoler, hvor det ikke sker.
Jeg gik på en skole, hvor vi havde fokus på andre ting …
Alle regler er umulige at lære, eller?
Sjovt nok er der mange unge, der evner at tage et kørekort, når de fylder 18. For at bestå teoriprøven skal man lære en masse kedelige regler. Regler der skal gentages, læres udenad og trænes. Og det lykkes jo for forbavsende mange at overkomme kedsomheden og få det lært.
Og nu er vi måske ved en pointe?
Relevant og vigtigt
Hvis du vil køre bil, skal du have et kørekort. Det kræver, at du består teoriprøven. Det er altså relevant og vigtigt at lære reglerne.
Men hvorfor er det relevant og vigtigt at sætte kommaer?
Det kan godt være, at din lærer fortalte dig, at det var vigtigt. At det kan være meningsforstyrrende, hvis du sætter forkerte kommaer (eller helt undlader kommaer).
Men helt ærligt, er det ikke småting? Det går da meget godt alligevel, gør det ikke?
Vi møder overbærenhed og forståelse
Alle os, der ikke lærte grammatik og kommaer i skolen, vi har rottet os sammen. Vi trøster hinanden og støtter hinanden. Vi er nemlig enige om, at de der kommaer ikke er så vigtige. Og at det er mægtig svært at lære reglerne. Så svært, at vi på trods af lange uddannelser og karrierer ikke har evnet at lære reglerne.
Alle de andre, dem der lærte det i skolen, de er flinke. De sætter kommaerne for os. Ryster lidt på hovedet. Men er generelt overbærende og forstående.
Så hvorfor spilde tid med kedelige kommaregler?
Sjusket, utroværdigt og en hån mod læseren
Jeg har gået i folkeskole, på ungdomsuddannelse og arbejdet mange år, uden at nogen gav mig klar besked om mine ringe evner i grammatik og tegnsætning.
Da jeg senere kom på universitetet og fik min første opgave retur, gik alvoren op for mig. Underviseren havde skrevet en hel side med rødt (og meget store bogstaver). Han havde slet ikke forholdt sig indholdet, kun til sproget. Essensen af hans besked til mig var: Sjusket, utroværdigt og en hån mod læseren.
Jeg var rystet. Men også dybt taknemmelig. Relevansen stod lige der – rødt på hvidt med store bogstaver.
Så mit budskab til dig er: Lær at sætte kommaer. Det er vigtigt, og du kan godt, hvis du vil!
Du kan fx starte med dette gratis onlinekursus.