Gør din borgerkommunikation klar og troværdig!
Har du nogensinde tænkt over, at dine breve og mails er kommunens ansigt udadtil? Det har KL. Derfor har de lavet en enkel og kortfattet skriveguide til det gode borgerbrev.
Når kommunen sender et klart og imødekommende brev til borgerne, så oplever de jer som troværdige og kompetente. Men hvis brevet er uklart, ja, så kan det skabe tvivl, spørgsmål og ikke mindst frustration.
KL har lavet en meget fin – og kortfattet – skriveguide, som kan hjælpe kommunerne med at skrive endnu bedre breve. Skriveguiden er baseret på en undersøgelse af, hvordan borgerne oplever breves opbygning og sprog. Du finder skriveguiden lige her: skriveguide-til-det-gode-brev.pdf (kl.dk)
Ikke nyt stof, men “best of”
KL’s skriveguide samler mange af de gode skriveråd, vi kender fra andre skrivevejledninger. Jeg kan fx genkende det bedste fra Den digitale læsers hjerne og Ankestyrelsens At skrive en afgørelse. Indholdet i KL’s guide er også fint i overensstemmelse med Digitaliseringsstyrelsens krav om digital inklusion, hvor offentlige myndigheder skal anvende letforståeligt sprog og bruge understøttende virkemidler: Kommunikér så alle forstår det.
Nu har KL samlet de mange gode råd i en meget overskuelig skriveguide. Den består af fem elementer:
- Sådan bygger du brevet op: Få styr på strukturen.
- Sådan skriver du personligt: En venlig tone er altid vinderen.
- Sådan skriver du klart: Ingen elsker lange og snørklede sætninger.
- Tjekliste: En hurtig gennemgang inden du sender brevet afsted.
- Eksempler på brev: Se hvordan et godt brev kan se ud.
Fokus på læsere, der læser på lille skærm
Guiden er en lille fiks model, som kan løfte kvaliteten i dine breve. Jeg kan særligt godt lide guidens fokus på, at flere og flere borgere læser breve på en lille skærm, fx mobilen.
Derfor er det ekstra vigtigt fx at skrive en overskrift, der fortæller brevets vigtigste budskab og at lave skarpe mellemoverskrifter, som gør det let at orientere sig.
Jeg vil helt klart anbefale dig at kigge nærmere på vejledningen. 🙂
Du kan også få 3 superenkle tips, der kan forbedre din tekst: Få din læser til at flyve igennem teksten – 3 tips – BOLVIGKOM
God fornøjelse
Skriv et svar