AI: Din (næsten) perfekte kollega

AI i det offentlige

Forestil dig en kollega, der altid står klar til at hjælpe – dag og nat. Én, der aldrig brokker sig over kedelige opgaver og kan levere et bud på din rapport, din e-mail eller din dagsorden på sekunder. Lyder det for godt til at være sandt? Velkommen til AI’s verden!

Her kan AI gøre en forskel

Kunstig intelligens kan spare tid på det grove arbejde: få inspiration til formuleringer, opsummere lange tekster eller endda teste, om din kommunikation rammer plet, er uden fejl eller har den rigtige tone. En chatbot som ChatGPT kan også give feedback på, om din tekst er forståelig for en ikke-specialist.

Og så er der de kedelige opgaver: Du kan bede AI om at lave en første version af noget, så du slipper for blanke skærme og skriveblokeringer. Men pas på: AI er ikke ekspert i dit fagområde. Det er dig, der skal sørge for, at fagligheden er i orden.  – og at teksten ikke bliver flødeskum uden substans.

Sådan gør du ChatGPT til din nye skrivemakker!

Her skal du være varsom

AI kan lyde som en vidundermaskine, men det er ikke en magisk løsning. Dataene, den arbejder med, er ikke altid opdaterede eller korrekte, og den kan finde på at lyve (med stor overbevisning!). Desuden er der det med datasikkerhed: Del aldrig fortrolige oplysninger med en AI. Hvis din opgave kræver tavshedspligt eller fortrolighed, skal du holde dig til den menneskelige hjerne.

Energi og klima: Tænk før du taster

AI kræver store datacentre, som æder strøm og leder CO₂ ud. En enkelt forespørgsel til ChatGPT kan i gennemsnit forbruge omkring 0,19 kWh elektricitet, hvilket svarer til at oplade en mobiltelefon cirka 40 gange. Nyheder

Forskere arbejder på at udvikle mere energieffektive AI-modeller for at reducere det samlede energiforbrug. Nyheder 
Mens vi venter på det, må vi minimere energiforbruget og det tilhørende CO₂-aftryk ved at bruge AI-tjenester med omtanke. Og kun når det er nødvendigt. Hvis du selv kan løse en opgave på 10 minutter, så lad være med at bruge 30 minutter på at forklare den til en chatbot. 

Kan vi så undvære dig?

I Politiken (bag betalingsmur) kunne jeg læse, at ny teknologi skal “frigøre” mange tusinde offentlige ansatte. Men det betyder ikke, at vi kan undvære dig. Ikke hvis vi skal tro Troels Blicher Danielsen, adm. direktør i TEKNIQ Arbejdsgiverne. I DJØF bladet siger han blandt andet:

“Fordi vi bruger relevante AI-platforme, kan de (konsulenterne) – og også jeg selv – producere langt mere i en højere kvalitet, end vi kunne for bare et år siden. Det betyder ikke, at vores politiske konsulenter bliver overflødige, men vi frigør tid til det personlige møde, til netværk, til at tænke strategisk og til at tale med vores medlemmer. Kort sagt: De levende konsulenter kan bruge mindre tid på at sidde ved pc’en og mere tid på det, der er højere oppe i værdikæden”, som han siger.

Så vi har altså stadig brug for dig og din unikke hjerne! Eller hvordan?

Læs artiklen i Djøf bladet: Troels har ansat en chatbot som politisk konsulent

Billedet i dette indlæg er fra: Politiken, søndag 1. december 2024, forsiden.

 

Hvad tænker du?

Bruger du AI i din hverdag? Hvis ja, til hvad?
Bruger du det ikke? Hvorfor?
Er du bekymret for fremtiden, dit job, klimaet eller andet som brugen af AI påvirker?

Skriv en kommentar 🙂

 

2 svar til “AI: Din (næsten) perfekte kollega”

  1. Charlotte siger:

    Jeg bruger AI til sprogligt at forfine tekster eller til at komme med udkast, så jeg har et “skelet” til en fx dagsordenstekst eller redegørelse at tage udgangspunkt i.

    • Marianne Bolvig siger:

      Hej Charlotte, tak for din kommentar. Det lyder som en god måde at bruge AI på. Netop redigeringer og udkast kan spare tid og kvalificere vores produkter. 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Skrivetips og inspiration