Næstved Kommune skaber politisk råderum og klare dagsordener
I Næstved Kommune har de gennem længere tid haft fokus på at kvalitetssikre og kvalitetsudvikle den politiske betjening. De har blandt andet afholdt minikurser for chefgruppen om styrelsesret og andre formelle elementer. Dette gav anledning til en drøftelse af kvaliteten i sagerne på de politiske dagsordener.
I starten af året blev jeg koblet på projektet. Jeg designende sammen med kommunen et projekt, der i løbet af 2018 skal resultere i målbart bedre politiske dagsordener.
Lige nu underviser jeg medarbejdere og ledere i, hvordan man skriver politiske dagsordenstekster, der enkelt og præcist formidler sagen – uden at gå på kompromis med det faglige indhold. Vi dykker ned i den særlige genre, som politiske dagsordener er, og vi ser på, hvordan man som embedsmand kan skabe bedre oplyste dagsordener, der giver plads til gode politiske drøftelser og beslutninger.
Kurset giver deltagerne redskaber og metoder til at omsætte og formidle deres fagområde til korte og præcise beslutningsoplæg. I løbet af kurset bliver kommunens vejledning og kravene til den gode dagsorden gennemgået.