Sommerlæsning – et aktuelt tip
Ferien er slut! Nye, spændene opgaver venter. Men inden vi alle iler videre, så vil jeg lige dele et læsetip.
I sommerferien fik jeg blandt andet lejlighed til at læse “Blikke fra dem du skriver om” af Mette Larsen.
Mette Larsen skriver sin bog på baggrund af interviews med tidligere anbragte. Hun fortæller, hvordan unge og voksne oplever at læse om sig selv i de skriftlige dokumenter, som socialrådgivere og andre professionelle har skrevet.
“Jeg er blevet evalueret og skrevet om hele mit liv … Det er helt vildt at sidde og læse om sig selv i tredje person. Jeg hader at læse om mig selv”. Kira 18 år. (citat fra bogen).
Bogen giver metoder og redskaber til, hvordan professionelle kan skrive respektfuldt om børn og unge. Men bogen kan også anvendes af andre, der arbejder med skriftlig dokumentation. Bogen byder på mange fine skriveråd og greb, fx hvordan man omsætter tale til skrift, og hvordan man beskriver bekymrende adfærd og problemer.
Jeg kan helt klart anbefale alle, der arbejder med dokumentation i deres professionelle virke at læse Mette Larsens fine og meget tankevækkende bog.
Læs også: Når sproget gør ondt