Når sproget gør ondt

Stadig flere anbragte og tidligere anbragte søger indsigt i deres egne sager hos kommunen. Men det kan være en overvældende mundfuld at læse om sig selv i kommunens sagsakter. Hvis du skriver sagsnotater, skal du være opmærksom på tre ting …

Dømmende sprog og misvisende indhold

Det kan være smertefuldt at læse om sig selv. Det fortæller Mitra i en artikel i Politiken. Som 15-årig søgte hun indsigt i sin sag hos kommunen.

Og når man, som Mitra, pludselig står med en sagsbunke på 300 sider, så opdager man, at den beskrivelse, man finder om sig selv, kan være en overvældende mundfuld.

Både fordi kommunesproget er svært at forstå, og fordi sproget kan være dømmende og indholdet direkte misvisende.

Problematiserende beskrivelser

Når anbragte læser om sig selv i journalerne, kan de opleve deciderede fejl eller misforståelser.

Fx fortæller Mitra i artiklen, at pædagogerne på hendes børnehjem havde skrevet, at hun ”følte sig hævet over de andre børn”. Mitra var dygtig i skolen og tilbød derfor ofte de andre børn på hjemmet lektiehjælp.

At hun skulle føle sig hævet over de andre børn ”… er forkert beskrevet. Jeg følte mig misforstået”, fortæller Mitra.

Et professionelt værktøj med mange læsere

Når jeg underviser i kommuner om at skrive gode journalnotater og afgørelser, så er det ofte dette, vi drøfter: Hvordan sikrer vi, at vi med den skriftlige dokumentation balancerer flere krav?

For et journalnotat er et professionelt værktøj, hvor fagfolk deler viden med hinanden om borgeren. Men det er også et vidnesbyrd om et liv. De anbragte, der læser deres sag, forsøger at samle brikkerne, forstå hvem de er, og hvor de kommer fra.

Sagsbehandlerne er meget opmærksomme på dette skisma men har ofte svært ved at honorere denne balancegang i en travl hverdag.

Fagligt, sagligt og anerkendende

Dokumentation er en del af de fagprofessionelles hverdag. En opgave, der er vokset gennem tiden. Og dermed er kravet til at kunne formidle sit fagsprog til kort og korrekt hverdagssprog en afgørende kompetence.

Det gælder indenfor alle offentlige fag. Uanset om du er socialrådgiver, pædagog eller sygeplejerske, så skal du kunne formidle dit fagsprog, så mange forskellige målgrupper kan læse med, føle sig forstået og anerkendt.

3 tips: Undgå holdningsord, antagelser og fagsprog

Der er tre vigtige ting, som fagprofessionelle bør være særligt opmærksomme på:

Undgå holdningsord
Holdningsord er ord, der siger noget om din holdning som afsender. Du tager – måske ubevidst – stilling til de informationer, du giver videre. Der findes mange holdningsord, her er nogle eksempler: altså, formodentlig, heldigvis, desværre, nemlig, netop.

Vær opmærksom på antagelser
Når vi antager noget, så giver vi udtryk for en personlig opfattelse af eller formodning om, hvordan noget forholder sig. I Mitras eksempel fortæller hun, at sagsbehandlerne havde skrevet i hendes sag: ”Vi tror, at Mitra lyver”. For Mitra handlede det om, at hun var bange. Derfor ændrede hun sin forklaring flere gange i et forsøg på at beskytte sig selv. Sagsbehandlerne antog, at hun løj.

Oversæt fagsprog
Du kommunikerer også med en borger. Derfor skal du formidle dit fagsprog til et forståeligt hverdagssprog. Derved undgår du misforståelser, og du undgår, at borgeren føler, at du taler hen over hovedet på ham/hende.

Fælles sprog kan være en vej

Fælles Sprog er en håndbog i at bruge sproget som den primære faktor til at forstå og forandre hverdagen.
Bogen er letlæselig og indeholder konkrete virkemidler og metoder til at kommunikere på tværs af faggrænser, forståelsesrammer og virkeligheder.

Du bør bruge det fællessprog, der er forståeligt for os alle. Det lyder nemt, ikke? 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Skrivetips og blogindlæg