Sammensatte ord er sjove og svære

Sporvognsskinneskidtskraber. Det var det længste ord jeg kendte da jeg gik i skole.

Det længste ord jeg kendte, da jeg gik i skole, var sporvognsskinneskidtskraber. Nu er det afløst af mere tidssvarende ord som undervisningsdifferentiering og førstegenerationsindvandrer.

 

 

Vi udvikler sproget ved at lave nye sammensatte ord. Forfattere gør det hele tiden. Og det gør fagspecialister også …

 

Hovedpinesprængt og jubelsmerte

Klaus Rifbjerg var eminent god til at opfinde nye ord: Hovedpinesprængt, flyvemaskinebevidst, opbrugthedsfænomener, intervalstilhed, vingeflugt og jubelsmerte. Alle sammen skønne, sammensatte ord fra Klaus Rifbjergs digt Refshaleøen. De nye ord er udfordrende for læseren, vi må standse op og læse igen. Tænke. Hvilken betydning har ordet ”jubelsmerte”? Det er både sjovt og svært for læseren at tolke de nye ord, og den sammenhæng de indgår i. I lyrik er sammensatte ord et fremragende virkemiddel.

 

Fagspecialister opfinder også nye ord

Det ikke kun er forfattere, der er gode til at opfinde nye ord. Kommunale fagspecialister gør det også. Disse sammensatte ord har jeg fundet på kommunale hjemmesider: Høreapparatopgave, mulighedskatalog, infrastrukturanlæg, ressourcetildelingspulje og materialenyttiggørelse. Her er de nye ord også udfordrende for læseren, vi må standse op og læse igen. Tænke. Måske gætte på betydningen. Men nu er det ikke sjovt længere! I kommunale tekster er sammensatte ord, som ovenfor, bare irriterende og tidskrævende.

 

Tekster med forskellige funktioner

Der er stor forskel på teksters funktioner. Når vi læser lyriske tekster, så er vi indstillet på, at sproget kan være svært og kringlet – ja, vi forventer faktisk en særlig sprogoplevelse, der pirrer vores sanser og udfordrer os. Helt modsat har vi det, når vi læser en tekst fra vores kommune. Den skal være kort, klar og nem at forstå. Her vil vi ikke have fortolkningsmuligheder og svære sprogknuder.

 

Hold igen, opløs, og oversæt

Hvis du skriver til borgere eller politikere, skal du ikke lege sprogkunstner. Du skal skrive klart og tydeligt. Og derfor skal du være varsom med at opfinde og benytte sammensatte ord. Din læser vil ikke bruge tid på at gætte og analysere dine sammensatte ord. Sådan gør du:

Opløs
Mange sammensatte ord kan ”opløses”, så læseren hurtigt kan afkode tekstens betydning. Det er fx lettere at læse: ”Perioden for implementering” end ”implementeringsperioden”. Og: ”Den distance du kan gå” er nemmere at læse og forstå end ”Din gangdistance.”

Oversæt
Andre sammensatte ord kan med succes oversættes og konkretiseres: Et infrastrukturanlæg er måske en cykelsti? Og et mulighedskatalog er måske et katalog over forskellige forslag til besparelser?

Men pas nu lige på …

Det er ikke alle sammensatte ord, du kan skille ad. Faktisk er orddelingsproblemer den hyppigst forekommende fejltype i afgangsprøverne for folkeskolernes 9.-klasser. Og det skal vi ikke have noget af. Så derfor bør du også læse dette indlæg: Er det dig, de griner af? Orddeling er en udfordring.

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Skrivetips og inspiration