Nu forstyrrer jeg dig igen! Jeg beklager! Du skal jo ARBEJDE!
Men det er præcise det, der er mit ærinde: At forstyrre dig og holde dig skarp med ny viden. Selv den største viden kan blive gammel. At slibe saven betyder, at du skal uddanne dig, lære noget nyt og holde dig skarp. Hele tiden! Personlig udvikling ER arbejde.
Slib saven – dit personlige valg
Du er jo ikke en sav, men det er et godt billede. Forestil dig, at du har besluttet at fælde et stort, gammelt træ i haven. Stammen er tyk, og du saver med din håndsav. En ven kommer forbi og spørger, hvordan det går. Du svarer: ”Det går fint, men langsomt fordi saven er så sløv”. Vennen svarer: ”Jamen så slib dog saven”. Du svarer: ”Jeg har ikke tid til at slibe den”.
Billedet med den sløve sav forklarer, hvor vigtigt det er, at du afsætte tid til at udvikle nye kompetencer. Eller udnytter den viden, som du måske allerede har fået på et kursus – fx hos mig 😊, men ikke liiiiiige fik implementeret i din travle hverdag.
Læs eller genlæs: Sådan får du mest muligt ud af dit kursus
Syv gode vaner og slib saven
Du kender måske Stephen R. Coveys berømte bog ”Syv gode vaner”. Bogen har mere end 30 år på bagen og er en klassiker indenfor personlig ledelse. Stephen R. Covey har med sin bog inspireret millioner af mennesker verden over. Bogen kan stadig købes, og der udbydes endda kurser i ”Syv gode vaner”.
Slib saven – hver fredag
Jeg tænker på Stephen R. Coveys syv gode vaner hver fredag. Særligt den syvende vane har stor indflydelse på mit personlige arbejdsliv. For hver fredag står der ”Slib saven” i min kalender fra kl. 9 til 12.
For at fungere som menneske og selvstændig, er jeg nødt til at prioritere min personlige udvikling og uddannelse.
Og hvis jeg ikke sætter det i kalenderen, så kommer det ikke til at ske!
Mange veje til at slibe saven
Mine fredagsaftaler med mig selv handler ofte om at læse. Jeg modtager mange mails og inspirationsartikler i min indbakke i løbet af ugen. Dem samler jeg i en mappe og venter med at læse dem til om fredagen.
Jeg læser også fagbøger eller lytter til podcast om fredagen. Jeg har et mål om at læse minimum en fagbog om måneden.
Sådan kommer du i gang
Sæt din personlige udvikling i kalenderen. Start med at afsætte en time i din kalender til at tænke over og planlægge, hvordan du vil gribe det an. Hvad er vigtigt for din personlige udvikling?
Fik du aldrig læst den fagbog som alle i din ledergruppe taler om? Kom du aldrig på det der AI-kursus, der formodentlig kan effektivisere mange af dine arbejdsopgaver?
Måske fordi du ikke fik det prioriteret? ⌚
God arbejdslyst, skriv gerne, hvordan du holder dig skarp nedenfor. 🪚🪚🪚
Her kommer den barske sandhed, som måske kan få dig til at putte en ekstra bog i kufferten:
Dine muskler skrumper, hvis du ikke bruger dem. Det gør din hjerne også! Men det kan du forhindre: Læs flere bøger!
Hjerneforskeren Michel Desmurget, der er aktuel med en ny bog siger, at læsning er den ultimative måde at stimulere din hjerne og udvikle tankeprocesser på. Læsning er ikke blot underholdende. Det er mentaltræning!
Når du læser aktiveres forskellige dele af hjernen og øger blodtilførslen til de områder, du bruger, når du skal koncentrere dig.
Og selve evnen til at fordybe sig i længere tekster er en kompetence, du skal holde ved lige. Ellers mister du den!
Frem med liggestolen og start din mentaltræning
I et interview i Weekendavisen (bag betalingsmur) Vores skrumpende intelligens | Weekendavisen fortæller Desmurget, at læsning er effektiv mentaltræning. Desmurget påpeger, at dybdelæsning – den form for læsning, hvor man virkelig fordyber sig i en tekst – har en ekstremt positiv effekt på hjernens udvikling.
Dybdelæsning er mere end bare at kunne læse ord; det handler om at forstå og fortolke komplekse tekster, hvilket kræver øvelse og tid. Det tager mange års kontinuerlig læsning at blive en god læser. Desmurget antager, at det tager 15 år! Og denne kompetence skal holdes ved lige hele livet. Fx ved jævnligt at læse romaner og længere tekster.
Derfor skal du øve dig hver dag! – BOLVIGKOM
Læsning gør dig til et bedre tænkende menneske
Bøger har altid været det ultimative redskab til at blive et klogere og bedre tænkende menneske. I litteraturen kan vi se verden gennem andres øjne. Når vi læser, indlever vi os i bøgernes personer, føler deres frygt og mærker deres frustrationer. Denne indlevelse udvikler vores evne til empati.
Litteraturen udfordrer os til at tænke og føle på måder, vi måske ikke oplever i vores daglige liv. Den lærer os om menneskelige relationer, samfundets mekanismer og giver os sprog til at udtrykke vores følelser. Det gør os mere empatiske og bedre i stand til at navigere i en kompleks verden.
Sommerferie betyder tid til dybdelæsning
Sommerferien nærmer sig. Det er den perfekte tid til at dybdelæse.
Grib en roman. Lad dig opsluge af historien, og oplev de mange verdener, som litteraturen åbner for. 📚
Har du børn eller børnebørn, så skal du måske også læse højt for dem i ferien? Læs hvordan boglæsning udvikler børns hjerner.
God sommer og god læselyst! 😎
Damen med sommerhatten, der ligger og driver den af med en bog på en strand, er en drøm. Min drøm. I virkeligheden ser min ferie slet ikke sådan ud. Jeg har snydt dig!
Jeg skriver ofte et blogindlæg lige før en ferie, hvor jeg anbefaler et par fagbøger. Se fx min påskehilsen her. Et blogindlæg skal også have et godt blikfang. Jeg synes selv, at jeg har fundet et billede, der signalerer sommerstemning med sandstrand, læseoplevelser og oceaner af tid. Men det er alt sammen snyd. Derfor får du ikke en sommerhilsen med fagbøger, du bør læse i din ferie. Men du får en forklaring …
Stranden er fuld af sten
Først og fremmest er sandet på stranden ved vores sommerhus slet ikke så hvidt. Der er faktisk også mange sten. Ikke rart at ligge der på ryggen og læse, hvilket jeg også er alt for rastløs til. Jeg elsker at bade, men vil hellere sidde i en god stol på terrassen og læse efter svømmeturen. Kedeligt, men sandt.
Ingen faglitteratur til mig
Jeg medbringer altid 3-4 fagbøger, når jeg holder ferie, men får dem sjældent læst. I starten af ferien siger jeg til mig selv, at jeg vil læse dem senere. På et tidspunkt ”forsvinder” de i bunden af min taske, og de dukker først op, når jeg skal hjem igen. Så de fagbøger, jeg plejer at anbefale som sommerlæsning, dem læser jeg ikke selv i ferien!
Oceaner af tid findes ikke
Sommerferien er da lang. Men aldrig så lang, at jeg får tid til at lægge puslespil, rydde op i mine digitale billeder eller fjerne ukrudt mellem stenene i indkørslen. Faktisk når jeg aldrig alle de projekter, jeg tror, jeg kan nå i løbet af sommerferien. Oceanet tørrer ind, og pludselig er sommeren fordampet.
Men den læsende dame med sommerhatten lader jeg stå. Hun ligner min drøm om den kommende ferie. Og jeg glæder mig. Men jeg får sikkert heller ikke ryddet op i mine billeder i år …
Jeg ønsker dig en rigtig god sommer. 🙂
Jeg anbefaler alligevel …
Blev du skuffet? Savnede du alligevel et par idéer til din sommerferielæsning? Så vil jeg gerne dele min læseliste med dig. Jeg skal læse:
Senseis mappe af Hiromi Kawakami
Hvorfor: Fordi jeg har fået den anbefalet og har japansk litteratur til gode (nej, jeg har ikke læst Murakami).
Hvad er det: En fortryllende smuk, japansk roman, en kærlighedshistorie, stille og intens.
Hvem er forfatteren: Kawakami er blandt Japans mest betydningsfulde nulevende forfattere.
Jeg tog ned til bror af Karin Smirnoff
Hvorfor: Fordi jeg elsker nordiske romaner om dysfunktionelle familier.
Hvad er det: En barsk og voldsom roman om en sær familie i Nordsverige, fortalt med ømhed og humor.
Hvem er forfatteren: Smirnoff er debutant, dette er første bind i en trilogi.
Hvor lyset er af Malene Ravn
Hvorfor: Fordi jeg er vild med miljøet og tiden omkring hovedpersonen, den modernistiske kunstner Carl Fischer (1892-1962).
Hvad er det: En slægtsroman, der kredser om det københavnske kunstnermiljø i midten af 1900-tallet.
Hvem er forfatteren: Ravn fik sit store gennembrud med slægtsromanen I dine øjne i 2016.
Påskeferien nærmer sig. Solen skinner og foråret pibler frem. Jeg plejer at glæde mig til påskeferien, men i år er det underligt at lukke kontoret. Coronakrisen betyder, at jeg ikke ved, hvad jeg kommer tilbage til.
Men noget er alligevel som det plejer. Jeg har pakket tre fagbøger, som jeg vil læse i min ferie. De to har jeg ”lynlæst”, da de udkom, og den sidste er spritny. Jeg glæder mig til at dykke ned i dem i påskeferien. Hvis du savner læsestof i din ferie, så kan én af disse bøger måske være noget for dig.
Kunsten at være fucking ligeglad
Først orkede jeg ikke at læse den, da den udkom i 2018. Alt for larmende både i farve og titel. Alt for amerikansk. Alt for meget klassisk selvhjælpsbog, der fortæller dig, at bare du er glad og positiv, så skal det nok gå alt sammen, tænkte jeg.
Alligevel har jeg pakket den i kufferten. For måske er det en god indgangsbøn til denne uforudsigelige tid?
Og så vidt jeg lige kan skimme, så vil bogen ikke skuffe. For her finder jeg den stik modsatte tilgang: Livet er fyldt med problemer, og du slipper aldrig for dem, siger Mark Manson. Kunsten er at finde ud af, hvad der er vigtigt for dig. Du er nødt til at vælge, hvilke problemer du vil have i dit liv, og hvilke du bare vil springe op og falde ned på.
Fakta
Kunsten at være fucking ligeglad. En anderledes guide til et godt liv
Forfatter: Mark Manson.
Udgivet 2018, Forlaget Memoris.
Flip
Anette Prehns bog, Flip, har flere gange ligget på mit bord. Den er både relevant og interessant. Men det var først, da Danmark lukkede ned i forbindelse med coronakrisen, at jeg gav mig tid til at kigge i den igen.
Den ligger nu i min kuffert. For i disse tider er Prehns budskab og metode superrelevant. For vi skal i et hidtil uhørt omfang kunne håndtere forandringer og fremtidståge. Vi har alle brug for at kunne få det bedste ud af de situationer, der nu engang opstår i livet og arbejdslivet.
Fakta
Flip. Hjælp din plastiske hjerne med at tackle det 21. århundrede
Forfatter: Anette Prehn
Udgivet 2018, People’sPres
Fra modtager til medtager
Benjamin Rud Elberts bog er helt ny. Jeg har kun læst om den. Og jeg glæder mig til at få den med på ferie. Om bogen fortæller Benjamin Rud Elbert blandt andet, at kommunikation fra afsender til modtager har ændret sig – især efter sociale mediers indtog i Danmark. Bogen (der er på 407 sider) – undersøger, hvad der sker, når modtageren er blevet så passiv foran tv-skærmen og i sin avislæsning, at der skal langt mere til for at flytte målgruppen til handling.
Undervejs ser bogen ind i et ændret mediebillede, hvor modtageren skal motiveres til at være medtager med muligheden for at stikke hånden helt ind i din kommunikation. Det betyder, at talen, pressemeddelelsen, pressemødet, tv-interviewet, salget, mødet med politikeren og flere andre discipliner skal understøttes med de bedste greb fra sociale og digitale medier for at lykkes.
Jeg kan bare sige, at jeg glæder mig!
Fakta
Fra modtager til medtager. Kommunikation på tværs af medier.
Forfatter: Benjamin Rud Elbert
Udgivet: Marts 2020, Trykværket
Jeg forstyrrer dig stadig …
God påske til dig. Jeg håber vi ses, måske til efteråret …?
Du kan stadig følge mig. Jeg vil skrive blogindlæg, lave podcast og opdatere min LinkedIn-profil og firmaside på Facebook.
Har du endnu ikke hørt min podcast Oppe på Rådhuset, så kan du finde den her. I løbet af påsken vil jeg udgive episode 3. Her besøger jeg kommunaldirektør Søren Kjær fra Sorø Kommune.
Hav det godt så længe. Pas på dig selv!