Mange skribenter døjer med at sætte kommaer korrekt. De kan formidle svære tekster om indviklede emner, men de kan ikke sætte kommaer. Nu er der hjælp på vej. Dansk Sprognævn har udviklet et gratis kommakursus, til alle som gerne vil blive bedre til at sætte komma.
Når talen falder på kommaregler, så siver energien ud af lokalet. Cirka halvdelen af kursisterne på mine hold, der stort set alle sammen har en længere uddannelse og mange års skriveerfaring, hader kommadrøftelser. Det gør de, fordi de aldrig har lært at sætte kommaer. Men hvis du skriver meget, og det du skriver bliver sendt til borgere og kunder, delt på sociale medier eller lagt på officielle hjemmesider, så er det vigtigt, at du får styr på kommareglerne. For hvis din tekst har mange kommafejl, så risikerer du, at din læser mister tilliden til dig.
Test dig selv
Hvor ligger dine kommaudfordringer? Måske har du udfordringer med en bestemt type kommaer, mens du er rigtig god til at sætte andre. Det kan være rart for dig at vide. Derfor skal du starte med at teste dine kommakompetencer på Sprognævnets hjemmeside. Her finder du emneopdelte kommaøvelser, der giver dig en fin fornemmelse for, hvilke udfordringer du har.
Gratis kommakurser på nettet
Dansk Sprognævn og firmaet Edutasia har udarbejdet et gratis kommakursus. På hjemmesiden danskkomma.dk kan man sætte sig ind i kommareglerne og få forklaret de vigtigste grammatiske regler, der skal bruges for at sætte kommaet korrekt.
Kurset tager cirka 2-3 timer, men du bestemmer selv, om du vil dele det op i flere mindre bidder.
Er du stadig ikke overbevist, om at kommaregler er vigtige og relevante?
Måske skriver du som en på 80 år. Selvom du både er frisk og smart, så kan det være, at dit skriftsprog er helt ude af trit med tiden. En del skribenter har svært ved at lægge den sprogstil fra sig, som prægede skriftsproget for 20-40 år siden. Hvis du gerne vil fremstå moderne og professionel i din skriftlige kommunikation, så er det vigtigt, at dit sprog ikke giver læseren associationer til et støvet advokatkontor år 1976.
De fleste virksomheder vil gerne fremstå moderne og professionelle. Derfor ofrer de tid og penge på brevpapir i flot design, friske farver og et lækkert logo. Dette fine udstyr falder dog helt til jorden, hvis sproget i brevet er højtideligt og gammeldags. Når dit skriftsprog er ude af trit med tiden, er det faktisk svært at overbevise læseren om, at afsenderen repræsenterer en innovativ og moderne virksomhed.
Skriver jeg gammeldags?
Når jeg kommer rundt i kommunerne og underviser i formidling, så sender skribenterne eksempler på deres skriftlige kommunikation til mig. Nogle af de tekster, jeg får, er skrevet i en sprogstil, som prægede skriftsproget for 20-40 år siden. Men mange skribenter har ikke opdaget, at deres sprog er ude af trit med tiden. De forklarer ofte, at de ”skriver bare som de plejer”.
Forklaringen er naturligvis, at der ikke er nogen (udefra), der har undret sig og måske kommenteret på det. Og så kan et gammeldags og umoderne sprog pludselig blive ”sådan som vi skriver hos os”. Første skridt er derfor at få øje på de støvede ord.
Erstat de støvede ord med moderne afløsere
Det er ret let at give sit sprog en opdatering. Du skal blot have fokus på, hvilke ord der virker gammeldags, og så skal du udskifte dem med naturlige og nutidige ord. Støvede ord, eller papirord som de også kaldes, fordi de ikke findes i naturlig tale, men kun bruges i skrift, kan nemt erstattes. De har for længe siden fået moderne afløsere.
Eksempler på ord der støver
Folketingets Ombudsmand har lavet en liste med papirord og forslag til, hvad de kan erstattes med. På listen finder du blandt andet:
Afholde, andragende, befrygte, bemeldte, bibeholde, erlægge, påbegynde, pågældende, påklage, pålydende, samtlige, skrivelse, subsidiært, såfremt, således.
Københavns Kommune har i deres sprogpolitik også en fin liste med papirord og forslag til moderne afløsere:
Du kan læse hele sprogpolitikken her.
Uden et tydeligt fokus bliver din tekst hurtigt rodet for læseren. Med et klart fokus kan du bedre vinkle og skære overflødig information væk.
Definer hovedbudskabet, inden du går i gang
Fokus er med andre ord tekstens hovedbudskab. Fokus er det, som læseren som minimum skal kunne huske, når teksten er læst.
Inden du går i gang med at skrive, skal du derfor starte med at definere dit hovedbudskab.
Brug fx denne sætning til at komme i gang: “Jeg vil gerne fortælle at …(indsæt)” og dernæst: “Det vil jeg gerne fordi … (indsæt)”.
Formuler dit hovedbudskab på maks. to linjer. Kan du ikke det, er din tekst sandsynligvis ikke tilstrækkelig fokuseret.
Prøv igen til det lykkes. Sørg for, at dit fokus fremgår af enten din overskrift eller i de første fem linjer af din tekst, også kaldet manchetten i en artikel eller resumeet i et dagsordenspunkt.
At fokusere er at vælge
Når du har defineret dit hovedbudskab, skal du lave en disposition ud fra dit fokus. Du skal sørge for, at dit hovedbudskab får det overordnede fokus i din tekst.
Herefter skal du supplere med delbudskaber og information, der støtter dit fokus. Skær al anden information væk. Det er med til at fjerne fokus fra din tekst.
Når det drejer sig om politiske dagsordener, skal du sørge for, at tekstens fokus er på det politisk relevante. Det betyder, at det ofte vil være nødvendigt at skære i sagens baggrund og historik for at skærpe fokus i dit dagsordenspunkt.
Tjek kvaliteten
Når du er færdig med din tekst, er det en god ide at tjekke, om dit fokus holder. Det kan du gøre ved at omforme overskriften til et spørgsmål.
Handler din tekst fx om en finansiel strategi, så spørg: Hvorfor har kommunen brug for en finansiel strategi? Tjek herefter, om din tekst fungerer som et svar. Jo mere overensstemmelse der er mellem overskrift (spørgsmål) og tekst (svar), jo skarpere er fokus.
Du vil måske også kunne lide dette indlæg …
Hvis du overlader strukturen i din tekst til tilfældigheder, så er du muligvis også én af dem, der skriver meget om. Flytter rundt. Smider væk.
Du kan måske udnytte din tid bedre? Læs her hvordan.

Alle tekster har et beat. Du bemærker det måske ikke, men rytmen i en tekst er afgørende for læseoplevelsen. Du kan ret nemt skabe tekster med et godt beat. Læs her hvordan.
En kort, en lang …
For at skabe en behagelig og naturlig læserytme kan du veksle mellem korte og lidt længere sætninger. Det giver en god effekt.
Jeg har bevidst arbejdet med korte og lange sætninger i dette indlæg. For at tydeliggøre effekten.
Hvis du fx er meget optaget af at sænke dit lixtal, så vil du skrive mange korte sætninger. Det giver et lavt lixtal. Men det giver også en hakkende læseoplevelse:
Her er en tekst. Den er fuld af korte sætninger. Det giver et lavt lixtal. Men det er ikke rart at læse. Teksten bumper afsted. Kan du mærke det? Derfor skal du veksle mellem korte og lidt længere sætninger.
Når sætningerne bliver for lange
En god tommelfingerregel er, at du skal forsøge at skrive sætninger, der ikke er længere end 25 ord. Sætninger med flere end 25 ord er svære at holde styr på – både for læser og skribent.
Prøv fx at læse denne sætning:
Udover at bidrage til indholdet i uddannelsen gennem kvalitet i praktikophold skal regionen også løbende overveje, om den nuværende dimensionering af uddannelserne er hensigtsmæssigt afstemt med behovet fremadrettet. (28 ord)
Del de meget lange sætninger i flere sætninger med et punktum. Prøv også at holde din gennemsnitlige sætningslængde på 15-18 ord.
Note: Denne tekst har et lixtal på 27, og jeg har i gennemsnit 9 ord pr. sætning.
Du kender det godt. Tekster med lange tilløb og mange omveje. Måske skriver du også sådan? Det skal du holde op med. Din læser bliver træt, forvirret og irriteret. Så kom til sagen, og hold dig på sporet. Her får du tre direkte veje, der vil skabe klarhed i dine tekster.
Den store omvej
Det er i starten af dine sætninger, du skal være på udkig efter afstikkere og omsvøb. Det kan se sådan ud:
I forbindelse med processen omkring det nye byggeri, har administrationen udarbejdet en tidsplan, der skal sikre, at alle deadlines overholdes i byggeperioden.
Den lange opvarmning fjerner fokus fra det, der er vigtigt i sætningen. Du kan uden videre slette den. Start sætningen med den vigtigste information og sæt en tydelig aktør (administrationen) og handling (udarbejdet) først. Nu ser sætningen sådan ud:
Administrationen har udarbejdet en tidsplan, der skal sikre, at alle deadlines overholdes i byggeperioden.
Når der bare er for meget
Du kan også oversvømme din sætning med mange informationer og indskud. Det vil helt sikkert sløre budskabet og trætte din læser. Det kræver nemlig en del analysearbejde, hvis læseren vil forstå budskabet. Det kan se sådan ud:
Baggrunden for Landevejens forlængelse og motorvejstilslutningen var ønsket om at gennemføre en udbygning af vejene, da den kraftige udbygning af området med et nyt hospital, udvidelse af skolen, etablering af industrikvarteret og øvrige projekter vil belaste vejen vejene i området meget kraftigt.
Sæt det vigtigste først, og indsæt en tydelig aktør (kommunen) og en handling (udbygge). Placer også oplysningerne i en logisk rækkefølge (kraftig udbygning + belastning af vejene = vejene skal udbygges). Det gør det lettere for læseren at holde styr på informationerne. Nu ser det sådan ud:
Kommunen er i gang med at udbygge vejene omkring Landevejen. I området skal der bygges nyt hospital, skolen skal udvides, der skal etableres et nyt industrikvarter og bygges øvrige projekter. Det vil belaste vejene i området meget kraftigt. Derfor skal vejene også udbygges.
Mange korte sætninger
En tredje måde at holde en klar linje i teksten på, er ved at skrive korte sætninger. En tekst med mange korte sætninger vil være let at læse, let at huske og let at forstå. Du skal naturligvis variere din tekst, så du både skriver korte og lange sætninger. Men brug mange, korte hovedsætninger. Dette er en hovedsætning. Hvis du tænker, at det ikke er særlig elegant at bruge mange hovedsætninger i teksten, så læs dette lille udsnit af Ernest Hemingways ”Solen går sin gang”:
Vejen førte os fra de skyggefulde skove ud i den brændende sol. Foran os lå en floddal. På den anden side af floden var der en stejl bakke. På bakken var der en boghvedemark. Vi så et hvidt hus under nogle træer på bjergsiden. Det var meget varmt, og vi standsede under nogle træer ved siden af en dæmning, der gik tværs over floden.
Læs også: Gør det kort, gør det klart!
Husker du at spørge dig selv, om din tekst er logisk for læseren? Skriver du det vigtigste først? Vil du være sikker på, at dine læsere kommer godt igennem dine tekster og faktisk også forstår dem, så skal du bygge din tekst omkring en klar og logisk struktur.
Dine læsere har store forventninger til dine tekster. De forventer blandt andet, at din tekst har en klar og logisk struktur. Vel og mærke logisk for dem. De fleste læsere er vant til at læse avisartikler og nyheder på nettet. De er bygget op efter princippet: Det vigtigste først. Hvis vi som læsere bliver præsenteret for en anden struktur, så taber vi overblikket eller læselysten, og vi må springe rundt i teksten for at danne os mening. Er din tekst logisk for læseren?
Sagsbehandlerlogik – ulogisk for læseren
Mange skribenter, der skriver politiske dagsordener eller notater, vælger det, jeg kalder ”sagsbehandlerlogik” eller den akademiske metode, når de skriver tekster. De har ikke fokus på læseren men på sagen. Derfor starter de med baggrund og historiske detaljer, hvorefter de holder sig til en sagskronologisk struktur.
Det giver mening for skribenten, der på den måde får overblik over sagen og samtidig ikke behøver at tænke så meget over, hvilken rækkefølge han skal præsentere informationerne i. Strukturen er nemlig givet på forhånd: Sagsfremstillingen følger sagen (først skete der … og så skete der …). Den type sagsfremstillinger ender med en konklusion på sidste side, hvor læseren får udløst spændingen.
Det vigtigste først – logisk for læseren
De skribenter, der behersker den journalistiske metode, sørger for, at det vigtigste – for læseren – kommer først. Skribenter, der benytter denne struktur i deres tekster, har nemlig modtageren i fokus. De spørger sig selv: Hvad er vigtigst for min læser?
Det vigtigste for læseren formulerer de til et hovedbudskab, der tydeligt fremgår af overskrift og resumé (eller indledning). Herefter bygger de teksten op, så det vigtigste hele tiden kommer før mindre vigtige informationer. Den type sagsfremstillinger starter med konklusionen. Læseren får altså hele molevitten serveret – i ultrakort form – i begyndelsen af sagen. I sagsfremstillingen folder skribenten sine pointer ud og underbygger sin sag. Læseren ved altså hele tiden, hvad det ender med.
Tænk på en stor lækker isvaffel: Giv din modtager alt det bedste i første bid!
Lad strukturen styre både skrivning og læsning
Det er en god ide at tænke over strukturen i din tekst, inden du skriver. Start derfor med at lave en disposition. Hvis du vil skrive efter den journalistiske metode, så er dette en god start:
- Få et klart overblik over dit stof, inden du skriver.
- Skriv dit hovedbudskab ned.
- Byg dit punkt op omkring hovedbudskabet.
- Sørg for, at det vigtigste (for læseren) kommer først.
- Følg derefter op med baggrund, nuancer og detaljer.
- Pas på, at dit budskab ikke drukner i detaljer og sidebemærkninger.
- Stram op, og lug ud – hold fokus på det, der er politisk relevant!
Vil du vide mere om, hvordan du formgiver dine tekster, så læs: Find den rigtige form
Du kan også læse om, hvordan du skaber struktur og et klart fokus i dine dagsordener, læs mere her.
Er du typen der elsker punktopstillinger, og bruger du dem ofte i dine tekster? Så læs med her, for mange skribenter bruger punktopstillinger alt for meget og helt forkert. I stedet for at skabe overblik i teksten, så forvirrer og irriterer de læserne. Her får du en kort forklaring på, hvordan du undgår at irritere din læser.
Punktopstillinger er et supergodt værktøj til at skabe overblik i en informationstung tekst. Mange skribenter bruger dem til at fremhæve vigtige pointer, der så foldes ud senere i teksten. Jeg kan fx ridse dette indlægs pointer op her:
- Brug punktopstillinger til at skabe overblik
- Byg dine punkter ensartet op
- Benyt eventuelt andre virkemidler.
Brug punktopstilling til at skabe overblik
En punktopstilling er en hjælp til læseren. Den skal sikre, at læseren hurtigt kan orientere sig i teksten. Desværre oplever jeg ofte, at skribenter bruger punktopstillinger uden at tænke på læserens behov.
Nedenfor er et eksempel fra en kommune, hvor skribenten benytter en punktopstilling til at give overblik over indholdet i et notat. Der er ni uensartede punkter i teksten. Jeg har valgt at gengive de fem første for at understrege, at punktopstillingen i dette eksempel ikke giver læseren et overblik:

Hvis dine punktopstillinger indeholder mere end 3-5 punkter, og hvis punkterne er flere linjer lange og uensartet bygget op, så skaber du ikke overblik for læseren. Din punktopstilling vil i stedet forvirre og måske irritere din læser.
Byg dine punkter ensartet op
Den vigtigste regel for punktopstillinger er, at du skal bygge dine punkter ensartet op. Du skal sørge for, at de enkelte punkter er sprogligt parallelle. I min punktopstilling i starten af denne tekst har jeg valgt at starte punkterne med et udsagnsord i bydeform (brug, byg, benyt). Jeg har også bevidst valgt at finde udsagnsord, der starter med b. Endelig har jeg valgt at gøre dem ret korte, så de er nemme at overskue.
Benyt eventuelt andre virkemidler
Der findes jo andre virkemidler end punktopstillinger til at skabe overblik i en informationstung tekst. I denne tekst kunne jeg have valgt at lave en lille indledning i stedet for en punktopstilling, hvor jeg præsenterer de tre pointer:
Denne tekst har tre vigtige pointer: Du skal bruge punktopstillinger til at skabe overblik, du skal bygge dine punkter ensartet op, og du kan eventuelt benytte andre virkemidler.
Herefter følger teksten, hvor jeg konsekvent genbruger de tre pointer som tre selvstændige overskrifter i små afgrænsede afsnit.
Tjek dine egne punktopstillinger – hjælper du læseren eller irriterer du hende?

Hvornår politiserer embedsmænd, og hvornår er de bare gode rådgivere? Balancen er hårfin og giver ofte anledning til konflikter og mistillid mellem kommunens embedsmænd og de lokale politikere. En del af løsningen kan være bedre formidling af de politiske dagsordener. Læs her, hvordan du gør.
I Stevns Kommune kunne man opleve en uskøn forestilling for åbent tæppe. Her gik borgmesteren i avisen og anklagede embedsmændene for at give dårlig rådgivning i en fredningssag af Stevns Klint. Det er heldigvis sjældent, at det kommer så vidt. Men fredningssagen i Stevns er alligevel et meget godt eksempel på en sag, hvor manglende, skæv eller uklar rådgivning skaber mistillid mellem politikere og embedsmænd.
Bedre formidling giver bedre politiske debatter
Jeg kender ikke til den konkrete sag i Stevns, men jeg ved, at det har været en langstrakt og højspændt politisk sag, som jeg ikke skal kloge mig på. Mit ærinde er alene at slå et slag for bedre oplyste dagsordener. De kan nemlig være med til at skabe bedre politiske drøftelser og beslutninger – og dermed færre konflikter og mere tillid.
Motorvejssager eller flere scenarier
Når jeg læser sagsfremstillingerne om fredningssagen på Stevns Kommunes hjemmeside, så undrer det mig, at forvaltningen har valgt at formidle denne komplekse sag som en ”motorvejssag”. Altså en bred og jævn sagsfremstilling, der stort set kun benytter argumenter, der støtter ”sig-ja-til-fredning”. Når nu forvaltningen ved, at der er to udfaldsrum i denne sag (ja og nej til fredning), så burde de – rent formidlingsteknisk – bygge deres sag op i to helt adskilte spor. Her kunne de sagligt og fagligt argumentere for både en ja- og en nejløsning. Dette ville klæde både ja- og nejsigere på til at tage en politisk drøftelse på et oplyst grundlag!
Sådan formidler du en sag med to udfaldsrum
Hvis din sag har to (eller flere) helt oplagte udfaldsrum, så vil jeg anbefale at beskrive sagen i to helt adskilte spor. Det gør det nemlig lettere for dine politikere – og borgerne – at adskille og sammenligne de forskellige fordele og ulemper, der er ved de forskellige løsninger. Lad mig benytte sagen om fredningen af Stevns Klint som eksempel. Den har to oplagte scenarier:
1. Vi freder klinten: Beskriv fordele, ulemper og konsekvenser ved at frede klinten (forklar fx hvad en fredning betyder for miljøet, lodsejerne, fremtidige byggemuligheder, stierne og de økonomiske konsekvenser).
2. Vi freder ikke klinten: Beskriv fordele, ulemper og konsekvenser ved ikke at frede klinten (forklar fx hvad det vil betyde for miljøet, lodsejerne, fremtidige byggemuligheder, stierne og de økonomiske konsekvenser).
Sørg for at bygge scenarierne helt parallelt op, så politikerne let kan sammenligne fordele og ulemper. Og slut sagsfremstillingen af med at anbefale den løsning, som forvaltningen (fagligt og sagligt) anser som den mest hensigtsmæssige løsning.





