Vil du skrive tydeligere? Drop denne vending
Mange bruger “i forhold til” uden at tænke over det. Men vendingen gør ofte teksten vag. Her får du eksempler og enkle råd til, hvordan du skriver tydeligere.
I mit sidste indlæg skrev jeg om tomgangsstartere, fx: i henhold til…
3 ord du bør slette i dine tekster!
Det fik Mikkel til at skrive denne kommentar:
“Kunne du ikke skrive et indlæg om den overdrevne brug af ‘i forhold til’? Det er som om sætningen bare kører i tomgang.”
Jeg er helt enig.
“I forhold til” er blevet en sproglig refleks i mange faglige tekster.
Den virker pæn, formel og ufarlig – og måske netop derfor kan den bruges næsten overalt.
Men den skaber sjældent klarhed. Tværtimod.
Det klassiske – og det nye
Traditionelt bruger vi i forhold til i to situationer:
- Når vi sammenligner:
»Kirken var kølig og mørk i forhold til det klare solskin udenfor.« - Når vi angiver tid eller sted:
»Hvordan ligger eksamen i forhold til sankthans?«
Men udtrykket har bredt sig til alt muligt andet.
Som Sproget.dk skriver, bruges det i stigende grad i betydningen hvad angår eller med hensyn til.
Et eksempel – før og efter
Uklar version:
I forhold til sidste kvartal er der sket en stigning.
Klar version:
Forbruget er steget 14 % siden sidste kvartal.
Eller: Der er sket en markant stigning sammenlignet med sidste kvartal.
Når du fjerner i forhold til, bliver du tvunget til at sige, hvad du faktisk mener.
Og det er godt.
Et lille skrivetrick
Når du møder i forhold til i din egen tekst, så stop op og spørg:
- Hvad vil jeg egentlig sige?
- Er det en sammenligning, en placering – eller bare fyld?
- Kan jeg bruge et mere præcist ord – eller helt undvære det?
Den korte version
I forhold til lyder klogt – men skjuler ofte, hvad du egentlig mener.
Brug det, når du – helt konkret – skal sammenligne eller placere noget i forhold til hinanden.
Ellers: Skær det væk. Skriv det klarere.
Tak for inspirationen, Mikkel.
Og til jer andre: Kom gerne med forslag til vendinger, der driller eller irriterer jer.
Det gør det både sjovere og mere relevant for mig at skrive 😍
Og se så at få slettet (eller omskrevet) jeres sætninger, der er for svage i forhold til tidligere.
God arbejdslyst.
Mange tak for dette råd… jeg er en stor synder i forhold til brugen af i forhold til 😉
Jeg kunne ønske mig en tekst fra dig, der handler om bruge af “jeg” og “mig”. Måske er det mest mundtligt at jeg slår mig på at mange bruger “jeg” i stedet for mig – måske i et misforstået forsøg på ikke at lyde barnlig. Fx “Hvis I har spørgsmål kan I henvende jer til Peter eller jeg” – dette vil jeg mene er forkert – der bør stå “Peter eller mig”. Er du enig?
Kære Ulla
Tak for din kommentar. Og beklager, at jeg har overset den. Her kommer svar på dit spørgsmål:
Årsagen til, at mange bliver i tvivl om det hedder jeg eller mig er måske fordi, at vi er blevet irettesat af forældre eller andre velmenende voksne, når vi har brugt ’mig’. Fx: ”Mig og Mette spiser pandekager”. Det skal jo være ”Mette og jeg spiser pandekager. Men i næsten alle andre situationer er mig rigtigt.:
Forkert: Vil du sende mailen til Mette og jeg.
Rigtigt: Vil du sende mailen til Mette og mig.
Vi bruger altså “jeg”, når det fungerer som subjekt/grundled.
En god måde at teste sin sætning på er ved at fjerne andre navne og forstyrrende ord:
Forkert: Vil du sende mailen til jeg.
Rigtigt: Vil du sende mailen til mig.