3 ord du bør slette i dine tekster!

Vi griner ofte af dette på mine kurser. Ord og vendinger, som vi skriver uden at tænke så meget over det. En af mine favoritter er “tomgangsstarter”.

Jeg anbefaler fagspecialisterne på mine kurser at slette tomgangsstarter. De består af tre ord og ser sådan ud:

  • På baggrund af…
  • Under forudsætning af…
  • I henhold til…

Du kan selv finde på flere.
De lyder pæne. De er formelle.

Men de skaber lange, bagvendte sætninger, hvor pointen drukner.

Hvorfor er tomgangsstartere et problem?

Tomgangsstartere sender læseren på en mental omvej, før pointen kommer. 
Det er som at bede børn om at læse fødselsdagskortet, før de får lov at åbne pakken. 🎁

Disse mentale omveje kan udfordre læserens hjerne så meget, at pointen helt glipper. Eller de springer sætningen over.

Et eksempel – før og efter

Se på denne sætning:

På baggrund af de afholdte workshops vurderes det, at projektets videreførelse vil være hensigtsmæssig.

Og her – uden tomgang:

Projektet bør fortsætte. Det viser evalueringerne fra de afholdte workshops.

I den korte version får læseren først hovedbudskabet – og så argumentet.

Det er hurtigere, klarere – og langt mere respektfuldt over for læserens tid og energi.

Et lille skrive-trick

Hvis du selv vil undgå tomgangsstartere, kan du spørge:

  • Hvad vil jeg egentlig sige? (Skriv det først)
  • Er baggrunden nødvendig – eller kan den komme bagefter?

Ofte vil du opdage, at sætningen bliver både kortere og skarpere, når du starter med pointen i stedet for forbeholdet.


Den korte version

Gå lige på. Skriv det vigtigste først.
Det lyder måske mindre fint – men meget mere klart.

Du kan finde flere eksempler her.

6 svar til “3 ord du bør slette i dine tekster!”

  1. Anne siger:

    Du rammer spot on på målgruppen med det her indlæg, Marianne!

  2. Marianne Bolvig siger:

    Tak for din kommentar, Anne.
    På baggrund af din kommentar vurderes det, at indlæg i stil med dette vil være hensigtsmæssige.😄

  3. Gitte siger:

    😉
    Elsker dine tips og tricks. De er meget klare og brugbare.

  4. Marianne Bolvig siger:

    Tak, Gitte, så dejligt at høre. 😀

  5. Mikkel Møldrup-Lakjer siger:

    Kære Marianne. Kunne du ikke skrive et indlæg om den overdrevne brug af ‘i forhold til’? Jeg tænker på sætninger, hvor man lige så godt kunne skrive ‘angående’ eller helt undgå at sætte de mange overflødige ord på. Jeg oplever det som en doven sprogbrug, der anvendes for at undgå at tage stilling til, hvordan noget egentlig står i forhold til noget andet. I stedet bliver det en sammenklumpning af ord ‘i tomgang’.

  6. Marianne Bolvig siger:

    Tak for din kommentar, Mikkel. Og en skarp observation – i forhold til – til hvad? Den vil jeg sætte på min liste. God weekend.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Skrivetips og inspiration