En god begyndelse …

Sådan skriver du en god begyndelseBegyndelser er vigtige. En god begyndelse kan fange din læser. En god begyndelse er fuld af håb, forventninger og løfter. Men hvor skal man starte?

Begyndelsen er et løfte til læseren

Alle tekster har en begyndelse. Fiktionsforfattere bruger lang tid på at skrive de første linjer i romanen, fordi hun ved, at læseren allerede inden for de første linjer danner sig et indtryk af hele romanen. Romanens begyndelse giver læseren en forsmag på stemning, tone og stil. Og den giver læseren nogle forventninger om, hvad der skal komme. Det er her, læseren beslutter sig for, om han skal blive hængende eller hoppe videre. Dette er første sætning i Helle Helles roman De:

Senere går hun over markerne med et blomkålshoved.

Får du lyst til at læse videre?

Begyndelsen skal være let og lækker

Hvis du skriver notater, redegørelser og politiske dagsordener, kan du lade dig inspirere af forfatterne. For dine læsere vil også, når de læser de første linjer, danne sig en ide om hele tekstens indhold. Hvilken stemning skaber du? Giver du læseren lyst til at blive hængende eller hoppe videre? Måske starter du med en lang og bagvendt sætning, der slår krøller i din travle læsers hjerne? Overvej nøje, hvordan du vil formulere de første sætninger. Gør det let og lækkert for din læser at komme i gang. En kort mundret sætning eller en pointesætning kan være en god begyndelse.

Når du skriver længere tekster, kan det være en ide at starte med en regulær indledning. Den vil fange din læser og give ham en forsmag på resten af teksten.

Planlægger eller hovedspringer?

Gode begyndelser i notater og dagsordener, også kaldet indledninger, er dog noget andet end romanbegyndelser. De har nemlig et andet formål. Hvor anslaget i en roman skal vække og ægge læseren, så bør indledninger i faglige tekster være lækre og læsevejledende.

Nogen skribenter foretrækker at starte med at skrive indledningen, inden de skriver brødteksten. Derved fungerer indledningen som en disposition for skrivningen af selve notatet. De planlægger, før de skriver.

Andre skribenter skriver indledningen til sidst. De springer direkte ud i skriveprocessen. Først når de har skrevet hele notatet, vender de tilbage og skriver indledningen.

Uanset om du skriver indledningsafsnittet først eller sidst, kan du benytte opskriften nedenfor.

Sådan skriver du en god INDLEDNING

Dette notat beskriver … (giv læseren et helt overordnet overblik over emnets omfang, evt. afgrænsning og metode).

Formålet med dette notat er … (giv læseren et svar på, hvorfor han/hun skal læse dette notat, hvad får læseren ud af det, hvad er grunden til, at du gerne vil have denne viden ud til din modtager).

Baggrunden for dette notat er … (skriv her, fx hvad er der sket, hvem gjorde hvad, hvordan er vi havnet her, hvorfor har vi sat dette tiltag i gang …).

De vigtigste pointer er… (skriv her et kort resume af tekstens vigtigste pointer – hoved- og delbudskaber. Benyt samme struktur/rækkefølge i dit resume som i dit notat …).

Læs også her, hvordan du starter din tekst med den rigtige overskrift.

God arbejdslyst!

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Skrivetips og blogindlæg