Giv feedback, der udvikler dig og din kollega
Feedback kan være en svær kunst, men det er også et af de mest effektive redskaber til faglig udvikling. Her får du tre praktiske tips til feedback på faglige tekster.
Feedback giver læring til begge parter
Feedback er en af de bedste måder at lære på, og meget effektivt, hvis du og din kollega fx ønsker at blive bedre til faglig formidling.
Når du giver din kollega feedback, får hun mulighed for at blive skarpere i sine budskaber, nå bedre ud til modtagerne og undgå misforståelser.
Og mens du hjælper kollegaen, bliver du selv dygtigere. For når du analyserer og kommenterer kollegaens tekst, træner du også dine personlige formidlingskompetencer.
Undgå feedback-fælderne
Der er et par faldgruber, du skal undgå. For eksempel at servere alt for meget på én gang. Overfyldt feedback kan efterlade din kollega overvældet og uden at vide, hvor hun skal starte.
Et andet klassisk fejltrin er at pakke kritikken så meget ind, at budskabet går tabt – eller det modsatte: at være for direkte og dermed risikere at såre. Pointen er, at feedback skal være præcis, ærlig og respektfuld.
Jeg kan anbefale, at benytter burgermodellen, den virker stadig. Du skal stadig stikke folk en burger!
Tre praktiske tips til feedback på faglige tekster
- Gør det kort og klart
Timelange seancer med faglig sparring er ofte helt urealistiske i en travl hverdag. Aftal derfor, hvor lang tid I vil bruge, og hvad du giver feedback på. Gør det ansigt-til-ansigt, hvis I kan. Det er svært at læse tonefald i en mail. Sæt fx denne ramme op: ”Jeg har afsat 15 minutter til at give dig feedback. Jeg har læst din tekst én gang, og her får du min læseoplevelse.” - Sæt feedbacken i system
Sørg for, at din kollega kan gå direkte hjem og bruge dine input. Brug fx et skema til at give feedback, derved bliver feedbacken enkel og overskuelig. Et skema sikrer også, at din feedback kommer hele vejen rundt om teksten og bliver ens hver gang. Se et eksempel her:
Feedbackskema - Undgå at feedbacken drukner i forsvarsdebat
Jeg kommer lige med en indrømmelse: Jeg er kæmpe fan af ikke-dialogisk feedback, når jeg giver feedback på tekster.Jeg ved godt, at det er stik imod alle regler. Men det er min erfaring, at hvis du åbner for meget for kollegaens perspektiv, så kan seancen udvikle sig til en forklar/forsvar-debat. Derved risikerer I, at modtagerens mulighed for læring og udvikling drukner i debatten, fordi modtageren bruger sin energi på at forklare og forsvare sin tekst i stedet for at lytte og lære.
Det betyder naturligvis ikke, at du skal være helt afvisende overfor dialog, men blot forsøge at styre udenom de følsomme (og tidskrævende) forsvarstaler.
Jeg håber, at du nu føler dig lidt bedre rustet til at give skarp kollega-feedback.😄
Hvad er dine erfaringer?
Men jeg er nysgerrig. Har du nogensinde prøvet at give en kollega feedback og følt, at det ramte helt ved siden af? Eller at du ramte plet?
Vil du dele din erfaring med mig? Skriv gerne en kommentar.
Skriv et svar