Pust liv i din døde tekst!

Rigtig mange offentlige skribenter skriver døde tekster. Men de opdager det sjældent. Når jeg siger: “Pust liv i din døde tekst!”, så kigger de helt forbavsede på mig!

Vil du gerne skrive tekster med liv og sjæl? Så læs videre.

En død tekst har ingen aktører

En død tekst er tømt for mennesker. Det er processer, genstande og aktiviteter, der optræder som aktører i sætningerne. Denne skrivestil får din tekst til at fremstå stendød.

Ja, jeg ved det godt. Det var præcis sådan, du lærte at skrive, dengang du gik på din videregående uddannelse. Der skrev du sådan for at skabe objektivitet og distance.

Men nu er du ikke studerende. Du arbejder i det offentlige og skriver tekster til mig og min nabo. Til rigtige mennesker.

Derfor skal du skrive nærværende tekster, som jeg forstår. Og det kræver, at du puster liv og indsætter mennesker i dine tekster.

Hvordan ser en død tekst så ud?

Jeg finder døde tekster hele tiden. Og jeg undrer mig over, at så mange offentlige skribenter er blinde overfor, hvad denne særlige skrivestil gør ved deres tekster. Forleden læste jeg en strategiplan for en kommunes sociale område. Den var fuld af dødt sprog. Du får lige et eksempel:

”Målet er igennem aktiviteter at skabe et meningsfyldt og indholdsrigt hverdagsliv med positiv indvirkning på sundhed og livskvalitet for borgere visiteret til beskyttet beskæftigelse, (…)”

I denne sætning er det ”aktiviteterne”, der skal skabe et meningsfyldt og indholdsrigt hverdagsliv for borgerne. Altså ingen mennesker. Dødt og trist. Og lidt skræmmende, at en strategiplan kan gennemføres uden mennesker …

Hjertestarter-tricket

Pust liv i din døde tekst ved at indsætte en tydelig aktør i sætningen. Mennesker! Skriv, hvem der skal gøre noget. Helt konkret. Og skriv det gerne i starten af sætningen.

I eksemplet ovenfor kunne skribenten have skrevet:

Målet er, at kommunens ansatte igennem aktiviteter skal skabe et meningsfyldt og indholdsrigt hverdagsliv for borgerne (…).  Nu ved læseren, at det er kommunens ansatte, der skal gøre noget. Der er en tydelig aktør. Vi ser dem for os. Det bliver konkret. Nærværende.

I samme tekst har jeg fundet et par døde eksempler mere:

”De faglige tilgange og metoder tager udgangspunkt i borgernes individuelle behov.”

”Tilbuddene understøtter borgernes medinddragelse.”

Hvem skal gøre noget i de to sætninger ovenfor? Kan du se, hvad jeg mener nu?

Giv dine tekster liv, puls og nærvær. Spørg dig selv, hvem der gemmer sig bag ”de faglige tilgange og metoder”, og spørg, hvem der skaber ”tilbuddene”. Og skriv det så!

Du må gerne starte nu …

 

PS – Tak for inspirationen, Stine Johansen, kommunaldirektør i Helsingør Kommune. Hun siger: Nogle af de ord vi bruger om os selv i den kommunale verden skaber afstand til mennesker.

Lad os tale til og om mennesker.