En effektiv tekst består af tydelige afsnit med skarpe pointer. Tænk på dine afsnit som byggesten i et solidt fundament – hver enkelt støtter den næste og bygger en sammenhængende struktur. Når du bryder lange tekstmure op i mindre afsnit og skaber overblik, hjælper du både din læser og dig selv med at fastholde fokus.
Hemmeligheden? Den ligger i strukturen. Stephen King siger det bedst: ”Et godt forklarende afsnit starter med en stærk emnesætning og følges af sætninger, der uddyber og underbygger.”
Det lyder simpelt, og det er det faktisk også. Når du opbygger din tekst som et stabilt byggeri af klare afsnit, tager du læseren i hånden fra start til slut. Samtidig bliver det lettere for dig at holde styr på dine egne pointer.
Få styr på din tekststruktur med disse simple råd:
- Brug skarpe og meningsfulde mellemoverskrifter.
- Start hvert afsnit med en pointesætning.
- Hold dine afsnit korte og præcise.
- Fokuser på én pointe i hvert afsnit.
Brug skarpe og meningsfulde mellemoverskrifter
En god mellemoverskrift opsummerer essensen af det afsnit, der følger, og fungerer som en vejviser for læseren. Ved at gøre dine mellemoverskrifter præcise og dækkende, kan din læser hurtigt orientere sig og forstå tekstens vigtigste budskaber. Tænk på budskaberne som selvstændige byggeklodser: Hvilken information skal præsenteres først, og hvad bygger ovenpå?
Start hvert afsnit med en pointesætning
Lad ikke din læser gætte sig frem til pointen – server den fra starten! En skarp pointesætning i begyndelsen af hvert afsnit hjælper med at styre læserens opmærksomhed. Resten af afsnittet uddyber og forklarer pointen ved hjælp af relevante eksempler og svar på hv-spørgsmål som ‘hvem’, ‘hvad’ og ‘hvordan’.
Hold dine afsnit korte og præcise
Korte afsnit gør det lettere for din læser at fordøje indholdet og fastholde overblikket. Jo mere overskueligt, desto lettere er det for både dig og læseren at holde styr på informationen. Læseren kan også lettere genkalde sig teksten, når hun skimmer pointesætningerne. Små afsnit fremmer hukommelsen og er med til at fastholde helheden i teksten.
Fokuser på én pointe i hvert afsnit
Hver gang du starter på noget nyt, skal du derfor lave et nyt afsnit. Ved at holde dig til én pointe i hvert afsnit, hjælper du læseren med at forstå og huske dine budskaber. På den måde leder du dem målrettet gennem din tekst, så de ikke mister tråden.
For mere inspiration: Derfor skal du lave en disposition, før du skriver
Dette indlæg er en revideret og forkortet version af et af mine indlæg fra 2022.
Solbrændt eller solbrun?
Ældre sprogbrugere (som mig) kan komme til at lyde umoderne, når vi overser, at sproget har ændret sig, uden at opdage det.
Og selvom du både er frisk og moderne, så kan dit skriftsprog godt være ude af trit med tiden.
Her får du tre tips til at fange de nuancer, der får dit sprog til at lyde umoderne.
Fang pendulord, de afslører din sproglige alder
Får du rynker i panden, når nogen siger sygt og mener sejt eller fedt? Det er fordi ”sygt” er et pendulord.
Pendulord bruges i en periode af (især ældre) sprogbrugere med én betydning. De opfatter ordet konkret og med én eneste betydning, mens andre (især yngre) sprogbrugere bruger ordet med en modsatrettet betydning.
Jeg kunne fx også godt finde på at sige, at kvinden på billedet ovenfor er solbrændt.
Yngre sprogbrugere opfatter ordet solbrændt som noget negativt. Som at være solskoldet.
Yngre sprogbrugere ville sige, at kvinden er solbrun.
Og tænk bare på debatten om ordet bjørnetjeneste. Jeg tror, at sprogpolitiet på Facebook stadig drøfter:
Er en bjørnetjeneste god eller dårlig? | Viden | DR
Hold dig opdateret ved at læse nyere tekster og vær bevidst om, hvordan sproget hele tiden ændrer sig.
Tjek om sproget sender støvede signaler
Selvom du både er ung og moderne, så kan dit skriftsprog godt være ude af trit med tiden. En del skribenter har svært ved at lægge den sprogstil fra sig, som prægede skriftsproget for 20-40 år siden. Eller måske fik du en særlig sprogstil forærende (af dine ældre kollegaer), da du startede i det nye job?
Et eksempel fra en kommune, hvor sproget støver:
”En gennemgang af aktivitetsniveauet pr. 31. oktober 2023 indikerer stadig en række udfordringer på budgetoverholdelse indenfor udvalgets budgetramme.”
Det kunne omskrives sådan:
”Administrationen har gennemgået budgettet 31. oktober 2023. Det viser, at der stadig er udfordringer med at overholde udvalgets budget.”
Hvis din tekst er fuld af lange sætninger, passive formuleringer og gammeldags udtryk, så sender du støvede signaler.
Tjek her om dit skriftsprog ude af trit med tiden? – BOLVIGKOM
Få feedback fra en yngre læser
Lyder din tekst moderne? Lyder den som noget du har skrevet i år? Er du i tvivl, så få en yngre læser til at give feedback. Unge mennesker har ofte en intuitiv forståelse af, hvad der lyder naturligt og nutidigt. De kan hjælpe dig med at identificere ord og formuleringer, der virker gammeldags eller for formelle.
Brug feedback som et værktøj til at finjustere din tekst, så den passer til en bredere og mere moderne målgruppe.
Husk, at sproget hele tiden udvikler sig – og det bør din skrivestil også gøre!
Hvad tænker du?
Hvilke pendulord og vendinger giver dig rynker i panden?
Skriv en kommentar, jeg kan ikke vente … 😀
Sidder du ofte med store rapporter, analyser eller planer, der skal videreformidles kort og letforståeligt?
Her får du en simpel, trinvis metode, der hjælper dig med at omsætte komplekse tekster til letforståelige budskaber.
Stakkels Jesper
Jesper har lige sat punktum i kommunens seneste lokalplan på 105 sider. Den kunne fx se således ud.
Nu skal Jesper præsentere planen på to sider! Den korte tekst skal være oplysende og dækkende for indholdet i planen. Og teksten skal kunne læses og forstås af byrådet, borgerne og pressen. 😲
Kan du genkende denne udfordring? Det er en klassisk udfordring for fagspecialister: De skal komprimere og kommunikere kompleks viden til lægmænd.
Fra faglige detaljer til klare pointer
Uanset om du er jurist, økonom, ingeniør eller noget helt fjerde, er det afgørende, at du kan løfte dine tekster fra faglige detaljer til kortfattede og klare pointer.
Læseren forventer, at du som specialist kan sortere stoffet og give overblik: Hvad er det vigtigste for mig (læser) i denne plan, rapport eller analyse? Læs mere om faglig formidling.
Her kommer 3 trin, som kan hjælpe dig med at omsætte kompleks tekster til letforståelige budskaber:
1️⃣ Skab forbindelse til dine læsere
Se din læser for dig. Udvælg nu dine pointer. Du skal forsøge at finde vinkler, der relaterer sig til læserens hverdag og virkelighed. Hvad betyder planen for borgerne? Hvordan påvirker planen borgernes hverdag?
Når du skaber forbindelse til dine læsere og deres behov, så ændrer du også fokus i din formidling:
Fra et fagligt afsenderbehov med mange faglige detaljer ➡️ til et enkelt modtagerbehov med klare pointer.
2️⃣ Genfortæl pointer
Luk planen og luk øjnene. Forestil dig, at du genfortæller et medlem af målgruppen (en tilfældig borger på gågaden), hvordan planen hjælper kommunen med at nå vigtige mål. Hvad planen betyder for borgerne. Eller hvilke aktuelle udfordringer planen løser – eller hvad der nu er helt centralt for din rapport eller plan.
Når du genfortæller, komprimerer du helt automatisk dit stof. Din hjerne udvælger de vigtigste pointer. Den kan nemlig ikke huske alle de komplekse detaljer og avancerede mellemregninger.
3️⃣ Brug en skabelon
Travle fagspecialister har brug for genveje. Derfor har jeg udformet en skabelon, der kan hjælpe dig med at genfortælle kompleks viden på en enkel måde.
Jeg har brugt en plan som eksempel. Du kan udskifte planen med et problem, en strategi, en statusrapport – eller hvad, der nu passer til din opgave.
SKABELON: Fra den store plan til den korte tekst
Vi har lavet en (x)plan. Den indeholder de vigtigste indsatser, som vi skal arbejde med (indsæt periode) for at … (indsæt formålet).
De vigtigste indsatser er:
- X indsats
- Y indsats
- Z indsats
X indsats
(Fold ud: Besvar hvorfor, hvad, hvordan, hvornår)
Y indsat
(Fold ud: Besvar hvorfor, hvad, hvordan, hvornår)
Z indsats
(Fold ud: Besvar hvorfor, hvad, hvordan, hvornår)
God arbejdslyst
🗝️Nøglen til effektiv faglig formidling ligger i at kunne genfortælle komplekse, faglige detaljer i enkle og klare pointer.
Hvilke udfordringer møder du, når du skal formidle din viden?
Har du andre eksempler på ting, som udfordrer dig, når du skal formidle dit fag til forskellige målgrupper?
Hvad driller dig? Hvad bruger du lang tid på? Eller har du et godt tip? 💡
Undgå at din tekst stritter i mange retninger uden et klart fokus. Start med en vinkelsætning. At vinkle er at afgrænse og stille skarpt på det væsentlige.
Jeg møder ofte oversvømmede tekster. Tekster, der stritter i mange retninger. Det sker ofte i politiske dagsordener, notater og redegørelser.
Det kan være, fordi skribenten skal tilfredsstille mange modsatrettede forventninger med sin tekst. Men det kan også være, fordi skribenten har startet sin skriveproces for tidligt.
Undgå tekster, der stritter
Det er en god idé at afdække det centrale budskab, før du sætter fingrene på tastaturet. Skriv fx noter på en lap papir.
Hvis du blot går i gang med at skrive, så vil din tekst måske blive oversvømmet med alle mulige informationer, og dit budskab vil være uklart.
Det er vigtigt at afgrænse sit emne, eller som journalister kalder det, at “vinkle”.
Skarp vinkel styrker budskabet
At vinkle er at afgrænse, og det er netop det, du skal gøre med din vinkelsætning. Led efter essensen i dit stof, prioriter, og sorter for at skabe et klart og umisforståeligt budskab.
Når du har identificeret dit hovedbudskab, kan du let luge ud i det stof, der ikke direkte støtter dette budskab.
Du finder din vinkel ved at skrive denne hjælpesætning: “Jeg vil gerne fortælle dig, at …”
Læs mere om vinkelsætning: Hvad er vinklen? Tænk, og skriv som en journalist – Kommagasinet
Vinkelsætning holder dig på sporet
Når du starter med at formulere en vinkelsætning, så får du også en rettesnor for din skriveproces. En vinkelsætning holder dig på sporet og hjælper med at afgrænse dit emne,
Vinkelsætning giver en logisk struktur
Tænk på din vinklesætning som en påstand, der kræver en forklaring. Forestil dig, at du skal overbevise nogen om noget. Hvilke spørgsmål ville din læser stille? Disse spørgsmål giver ofte en naturlig og logisk struktur for din tekst. Og en skarp vinkelsætning hjælper med at danne grundlaget for denne struktur.
Så næste gang du sætter dig foran skærmen eller papiret, start med at formulere en klar vinkelsætning!
Din vinkelsætning vil fungere som din guide, så du får en effektiv skriveproces, og din færdige tekst bliver klar og velstruktureret.
Held og lykke med dine skriverier! ✍️
Brug af fagord og engelske låneord: Balance mellem rigdom og klarhed i sproget. Hvornår er det nødvendigt, og hvornår skaber det forvirring?
”Utrolig mange danskere nedvurderer deres modersmål og bruger i stedet udenlandske ord, især engelske. Det er en bizar og tåbelig vane”. Sådan starter Kirsten Rask sin kronik i Politiken 15. oktober (bag betalingsmur).
Jeg er på den ene side helt enig i Kirsten Rasks synspunkter: Det danske sprog er stort og rigt. Sprogforskere sætter det samlede danske ordforråd til mere end en million ord. Så der er nok at tage af.
Men omvendt oplever jeg også, når jeg underviser specialister i faglig formidling, at der er mange eksempler på nødvendige “sprogudlån” – enten fra andre sprog, ofte engelsk, eller fra skribenternes fagsprog.
Når vi skal formidler komplekse faglige emner til ikke-fagfolk, er det altid vigtigt at overveje, hvornår det er hensigtsmæssigt at bruge låneord, og hvornår låneord skaber uklarhed i vores tekster.
Hvornår giver det god mening at bruge engelske låneord?
“Sprogudlån” eller “anglicisme” er et udbredt fænomen. Der er flere grunde til, at vi bruger låneord.
I en globaliseret verden bruges engelsk som et internationalt kommunikationssprog i erhvervslivet og indenfor teknologi og videnskab. Læg dertil, at mange teknologiske udtryk og fagbegreber stammer fra engelsk. Dette kan føre til en naturlig integration af engelske ord i dansk.
Så selvom danske sprogforskere fastholder, at dansk har et rigt og mangfoldigt ordforråd, kan det stadig være svært at undgå låneord.
Et par oplagte eksempler på låneord, der er gledet ind i det danske sprog, er fx: ”feedback”, ”teenager” og ”weekend”. Og sjovt nok også det ord, Kirsten Rask benytter i kronikkens indledning, ”bizar”.
Læs mere om låneord: Låneord — sproget.dk
Hvornår skaber engelske låneord uklarhed og forvirring?
Det er vigtigt at vælge ord, der helt nøjagtigt og umisforståeligt beskriver det, du gerne vil udtrykke.
Lad os tage låneordet ”monitorering”, der ofte dukker op i danske tekster. Her bør skribenten overveje, om der findes et dansk ord, der er mere præcist og dækkende. Måske er “overvågning” eller “undersøgelse” mere præcise udtryk end “monitorering”?
Forklar og omformuler dit fagsprog – BOLVIGKOM
Vær opmærksom på flertydighed
Låneord kan være upræcise, fordi de ofte har flere betydninger på engelsk. “Screening” kan betyde alt fra at teste for sygdomme til det at screene en modspiller (i sport), så der skabes plads. Hvis skribenten ikke forklarer, hvad han præcist mener, kan det forvirre læseren.
Vær skarp på din målgruppe
Tag altid hensyn til din målgruppe. Hvem er de, og hvor meget viden har de om det emne, du skriver om? Brug sprog, der passer til deres forståelsesniveau, og sørg for, at de ikke føler sig ekskluderet på grund af komplekst sprog.
Undgå at lyde klog – vær klog
Præcision og klarhed er tegn på, at skribenten har viden om sit fag og forståelse for sin målgruppe. Så i stedet for at forsøge at lyde klog, så vær klog ved at vælge præcise (danske) ord, der klart formidler dine budskaber.
Næste gang du overvejer at bruge et låneord, så spørg dig selv: Er dette ord perfekt eller pomp?
Hov. Pomp, er det ikke et låneord? 🤪
Hader du at snakke om kommaregler? Så er du ikke den eneste. Mange skribenter døjer med at sætte kommaer korrekt. Nu er der hjælp på vej. Jeg møder mange dygtige skribenter, der kan formidle indviklede emner, men de kan ikke sætte kommaer. Og det er en skam.
Når talen falder på kommaregler, så siver energien ud af lokalet. Cirka halvdelen af mine kursisterne, der stort set alle sammen har en længere uddannelse og mange års skriveerfaring, hader kommadrøftelser. Gør du også?
Måske lærte du ikke at sætte kommaer i skolen, og derfor har du opgivet håbet om at lære det senere. Men du kan godt, hvis du vil.
Skriver du meget? Og sender du dine tekster til borgere og kunder? Bliver dine tekster delt på sociale medier eller lagt på officielle hjemmesider? Hvis ja, så er det vigtigt, at du har styr på kommareglerne. For hvis din tekst har mange kommafejl, så risikerer du, at din læser (eller din chef?) mister tilliden til dig.
Gratis kommakursus på nettet
Kæmper du med kommaerne? Så er der hjælp at hente i dette gratis kommakursus fra SDU og Dansk Sprognævn.
Kurset tilpasser sig automatisk dine behov og færdigheder, så du lærer det, du har lyst til og brug for. Mange pædagogiske videoer hjælper dig igennem kurset og gør det nemt at gå til.
Du får et skræddersyet kursus, der passer til dine personlige forudsætninger.
Kurset tager mellem 45 minutter og 3 timer, men du bestemmer selv, hvor mange bidder du vil dele det op i.
Du kan godt, hvis du vil. 🙂
Jeg prædiker altid om det knivskarpe resumé. Jeg betragter det at skrive resuméer som lidt af en kunstart. Mine tidligere kursister vil med garanti nikke genkendende til dette.
Og nu vil jeg forsøge at overbevise dig om, at resuméer er vigtige. Specielt hvis du skriver notater, redegørelser og sagsfremstillinger. Her er resuméet måske det allervigtigste. Noget du skal kæle for. Pusle med. Forfine, justere og kvalitetstjekke.
Det vil tage dig tre minutter at læse dette indlæg. Og jeg lover dig, det vil du ikke fortryde.
Kom godt fra start
Alle tekster har en begyndelse. Fiktionsforfattere bruger lang tid på at skrive de første linjer i en roman. De ved nemlig, at romanens begyndelse giver læseren en forsmag på stemning, tone og stil. Og den giver læseren forventninger om, hvad der skal komme.
Og det er efter få linjer, at læseren beslutter, om han skal blive hængende eller hoppe videre.
Resuméet skal fange læseren
Notater, redegørelser og sagsfremstillinger starter ofte med et resumé. Og dine læsere vil også, når de læser de første linjer i resuméet, danne sig en idé om hele tekstens indhold. Hvor relevant er emnet for læseren? Hvor let flyder sætningerne? Giver du læseren en appetitvækkende smagsprøve på det, der kommer i den efterfølgende tekst?
En travl læser vil efter få sekunders læsning beslutte, om han vil læse resten af teksten.
Genfortæl og undgå detaljer
Et resumé skal kunne læses hurtigt og give mening for en læser, der ikke har nogen baggrund for at forstå emnet. Det betyder, at du skal oversætte fagsprog og svære ord. Og du skal undgå indforståede og detaljerige informationer. Det handler om genfortælling.
I et resumé skal du forestille dig, at du kort genfortæller de vigtigste pointer fra din tekst.
Lette og lækre sætninger
Et resumé består typisk af 5-10 velformulerede sætninger. De enkelte sætninger i resuméet bør være sprogligt afrundede, de skal være korte og blot indeholde en enkelt information.
Du skal altså skrotte din akademiske skrivestil og skrive letlæselige sætninger.
Læs mere her: 3 tips til lækre og læsevenlige sætninger
Sådan skriver du et resumé
Her får du en opskrift på at skrive et resumé til fx en sagsfremstilling. Brug hjælpesætningerne til at komme i gang, og slet dem bagefter:
- Hjælpesætning: Jeg vil gerne fortælle, at …
Skriv nu, hvad sagen drejer sig om. Hvad er problemet, muligheden eller årsagen til, at sagen kommer op?
- Hjælpesætning: Den er på dagsordenen i dag, fordi …
Skriv nu, hvorfor sagen er relevant for målgruppen.
- Hjælpesætning: I dag skal udvalget …
Skriv nu, hvilken handling I lægger op til. Hvad skal der ske på mødet?
Nu har du alle ingredienser til et resumé.
Når du har skrevet dit resumé, skal du kvalitetssikre dine sætninger. Fjern overflødige ord, og tjek om budskabet i hver eneste sætning står knivskarpt.
Læs så resuméet højt. Lyt nøje til hver eneste sætning. Flyder sætningerne i en logisk rækkefølge? Er de nemme at læse, lyder det godt?
Få gerne en kollega til at læse resuméet højt for dig. Når kollegaen læser højt, så vil du nemt kunne høre, hvordan resuméet flyder, og hvad du evt. skal justere.
God fornøjelse.
Falder dine læsere i søvn, fordi dine tekster er abstrakte og energiforladte? Måske er det fordi, du har svært ved at slippe din akademiske skrivestil? Her får du 3 tips, der får din tekst til at strutte af energi og liv.
En af udfordringerne ved den akademiske skrivestil er, at fagspecialister ofte har svært ved at skrive levende.
Du kan bruge disse tricks til at give din tekst mere spræl – uden at gå på kompromis med fagligheden:
- Brug dynamiske udsagnsord
- Brug konkrete navneord
- Brug billeder og eksempler
Brug dynamiske udsagnsord
Dynamisk betyder kraftfuldt eller energisk. Når det drejer sig om sprog, betyder det, at vi bruger ord, der skaber energi i teksten.
Det kan du gøre ved at stille skarpt på udsagnsordene. Altså hoppe, løbe, råbe – den slags ord.
Udsagnsord kan deles op i statiske udsagnsord og dynamiske udsagnsord.
Statiske udsagnsord: De betegner tilstande (han arbejder, hun er misbruger) og processer (det regner). Situationen forandres ikke, den er statisk.
Dynamiske udsagnsord: De betegner begivenheder (blomsterne springer ud) og handlinger (hun går til bageren). Situationen forandres, den er dynamisk.
Hold derfor øje med udsagnsordene i dine sætninger. Er de stillestående eller fulde af energi?
Brug konkrete navneord
Abstrakte navneord er upræcise og uhåndgribelige, og de er et typisk træk fra fagsproget. Abstrakte navneord beskriver egenskaber, tilstande eller overbegreber, fx: kapacitet, infrastrukturanlæg, institution, køretøj.
Når fagfolk anvender abstrakte navneord i tekster for lægfolk, kan det være svært for læseren at afgøre, hvad navneordet helt præcist betyder. Navneordet skaber ikke et billede i læserens bevidsthed, fx:
Hjemmeplejen deler faciliteter med sygeplejen.
Faciliteter kan være mange ting. Betyder det, at hjemmeplejen deler toiletter, lagerrum, omklædningsrum, kantine eller kontorlokaler med sygeplejen?
Når navneordet er uklart, så er læseren nødt til at gætte betydningen. Derfor er det vigtigt at udskifte det abstrakte navneord med et dækkende og billedskabende ord. Skriv fx: Hjemmeplejen deler kontorlokaler med sygeplejen.
Læs mere om abstrakte begreber
Brug billeder og eksempler
Du kan gøre din tekst levende ved konkretisere indholdet med eksempler. Når din læser kan genkende indholdet og ligefrem se det for sig, så har de lettere ved at forstå og huske dine budskaber.
Jeg har hentet to eksempler på en offentlig hjemmeside (før) og skrevet nye version (efter).
Før |
Efter |
Parkering ønskes i videst mulig udstrækning udformet i konstruktion for at fremme det grønne byrum. |
Parkeringspladserne skal så vidt muligt udformes, så de bidrager til en grønnere og mere bæredygtig by til glæde for bier, sommerfugle, træer og mange andre arter. |
Planen sikrer, at lokalplanområdets karakter af kolonihaveområde fastholdes, ved at fastlægge bestemmelser for bebyggelse, materialer og stiforbindelser. |
Lokalplanen skal sikre, at området forbliver et typisk kolonihaveområde med små træhuse, levende hegn mellem haverne og gangstier belagt med grus. |
Sådan! Nu er du klar til at skrive tekster, der holder dine læsere vågne.
God fornøjelse. 🙂
Nu sidder jeg igen med en ordentlig stak politiske dagsordener fra en kommune. En blandet læseoplevelse, hvor lixtal og tilgængelighed svinger fra tekst til tekst. Mange af teksterne må jeg læse flere gange. Jeg må slå svære ord op. Enkelte steder opgiver jeg at forstå passager, fordi skribenten har fortabt sig i nørdede fagdetaljer, der fuldstændig slører budskaberne.
Det kræver mod og træning
I mit daglige virke møder jeg mange fagspecialister. De kommer på mine kurser med et oprigtigt ønske om at blive stærkere til at formidle deres viden om faget.
Men jeg oplever også, at mange fagspecialister føler, at de skal gå på kompromis med fagligheden, når de skal gøre kompliceret viden tilgængelig for lægfolk. De oplever, at indholdet bliver for simpelt, for plat.
Jeg vælger at anskue det på en anden måde: Fagspecialistens viden om og begejstring for sit fag skal bringes ud til så mange som muligt. Fagspecialisten skal forklare fagligt nørdede problemstillinger i et enkelt sprog, så alle vi lallende amatører kan forstå, hvorfor det er så spændende, hvorfor det er vigtigt, og hvilke problemer han som specialist ser – og hvordan vi løser det.
Ja, det kræver både mod og træning. Men det er muligt – og det er en hamrende vigtig opgave.
Faglig formidling – en del af jobbet
Fagspecialister skal være i stand til at give korte og konkrete svar på komplicerede problemstillinger i et sprog, som alle kan forstå. De skal rådgive lægfolk i faglige dilemmaer og anbefale løsninger på komplekse problemer. Derfor er faglig formidling en vigtig del af deres job.
Fremme demokrati og kvalificere offentlig debat
Fagspecialisternes rolle i en kompleks hverdag er uvurderlig. Og vi har mere end nogensinde brug for dygtige fagspecialister, der kan formidle deres fag. Ikke blot for at gøre os alle klogere men også for at fremme den demokratiske proces og kvalificere den offentlige debat.
Som fagspecialist skal du gå på to ben: Være fagligt dygtig og samtidig kunne formidle din viden til lægfolk.
Har vi nok fokus på kompetencen faglig formidling?
Er faglig formidling overhovedet noget, vi taler om? Oplever du, at din organisation efterspørger notater, politiske dagsordener og afgørelser, som din mor kan forstå? Hvad er dine personlige holdninger og oplevelser?
Vil du have inspiration, så findes der en fin lille håndbog, som jeg kan anbefale: Slip din viden løs
Faglig formidling er desuden i fokus på alle mine kurser. Læs mere om mine kurser her.