
Du skal skrive korte, personlige og vedkommende julekort. Sådan nogle julekort, som man selv gerne vil læse. Få inspiration til kortene her.
Spring flosklerne over
Du kender det sikkert. Du har selv modtaget flere julekort fyldt med floskler og ligegyldigheder. Hurtigt læst og hurtigt glemt. Mange intetsigende julekort starter med noget i denne stil:
- Julen nærmer sig med hastige skridt …
- Nu er det snart jul igen …
- Så blev det igen december …
Det skal du forsøge at undgå. Tænk grundigt over den første sætning. Den er nemlig afgørende for, om modtageren læser resten af julekortet. En kedelig og floskelfyldt indledning sender måske dit julekort direkte i skraldespanden. Skriv derfor noget andet end det åbenlyse og banale.
Læs her om at komme godt fra start.
Skriv personligt
Masseproducerede og upersonlige julekort er ligegyldig kommunikation. Jeg lærte engang, at man skal gøre halvt så meget, men gøre det dobbelt så godt. Og når det drejer sig om julekort, så er jeg klart tilhænger af at sende få men personlige julekort. Derfor skal du, når du skriver, se din modtager for dig. Skriv direkte til hende (brug du, jeg og vi), så hun kan mærke, at denne hilsen er sendt personligt til hende. Og har du tid og overskud, så skriver du julekortet i hånden og finder en formulering, der kun kan bruges i dette ene julekort. Du kan fx takke for en konkret oplevelse, som I har haft sammen i løbet af året.
Fat dig i korthed
Et godt julekort er kortfattet og hurtigt læst. Derved viser du respekt for modtagerens tid og kommer hurtigt til sagen. For et julekort er jo blot en venlig hilsen fra afsender til modtager. En hyggelig kommunikationsform, der har til formål at ønske modtageren en glædelig jul.
Læs mere om at skrive kort.
Jeg ønsker dig en glædelig jul. Tak, fordi du læser med. 🙂
Sidste frist for at sende julekort og pakker
Det er snart sidste chance for at sende julepost. Læs mere her.

Tjeklister styrker og fastholder din viden, for de hjælper med at huske det, du har lært. Og du kan omsætte det til at skrive bedre tekster.
Jeg elsker tjeklister. Særligt de tjeklister, der hjælper mig med at huske ting, jeg allerede ved, men som jeg måske vil glemme. Jeg har fx en meget lang tjekliste, som jeg bruger, når vi pakker til den årlige skiferie.
Hvert år skriver jeg noget nyt på tjeklisten. Et år lærte jeg fx, at der ikke nødvendigvis er tændstikker i hytten (svært at tænde op i pejsen uden), at der kan mangle taps til opvaskemaskinen (og vi måtte derfor vaske op i hånden den første dag), og at alle er hysterisk sultne og trætte, når vi ankommer (medbring varmemad til første aften) og så videre. Alt sammen noget, jeg måske ville glemme, hvis jeg ikke skrev det på min tjekliste.
Tjeklister hjælper dig med at huske det, du allerede ved
I bogen “The Checklist Manifesto” opdeler Atula Gawanda menneskelige fejl i to grupper:
- Uvidenhed, vi fejler, fordi vi mangler viden.
- Uduelighed, vi fejler, selvom vi allerede har den nødvendige viden.
Uvidenhed er noget, vi må arbejde med, forsøge at blive bedre til. Men uduelighed er dumt. Altså, vi laver fejl, selvom vi godt ved, hvad der skal gøres. Hvis jeg fx glemmer at medbringe opvasketaps, selvom jeg godt ved, at det kan vi få brug for. Det er dumt. Derfor skriver jeg det på tjeklisten.
Tjeklisten styrker og fastholder din viden
Lad mig give dig et andet eksempel: Du var engang for længe siden på et skrivekursus. Her lærte du, hvordan man laver en indholdsbeskrivende overskrift. Men du har glemt det. For du modtager så megen viden hele tiden. Din verden er så kompleks. Derfor skriver du måske underlige overskrifter, som forvirrer din læser og mudrer dit budskab.
Og det er her, tjeklisten kommer ind i billedet. Tjeklisten er værktøjet, der omsætter det, du har lært til konkrete hverdagssituationer. Som fx at skrive en indholdsbeskrivende overskrift.
Tjeklisten omsætter din viden til bedre tekster
Her kommer mit bud på en tjekliste. Den sikrer, at du husker alt det, du allerede ved om at skrive gode tekster. Du kan enten benytte den til at kvalitetskontrollere din egen tekst, eller du kan få en kollega til at tjekke din tekst.
God arbejdslyst.
TJEKLISTE:
- Din tekst er tilpasset målgruppen
- Du indleder med en indholdsbeskrivende overskrift
- Dit hovedbudskab kommer først i teksten
- Du benytter et aktivt og konkret sprog
- Dine sætninger er korte og overskuelige
- Du anvender tidssvarende ord og vendinger
- Du forklarer svære ord og begreber
- Du benytter en læsevenlig opsætning, fx korte afsnit med overskrifter
- Du har læst grundig korrektur.

En god tekst er opbygget af overskuelige afsnit med klare pointer. Som perler på en snor. Ved at nedbryde lange tekstmure og lave skarpe afsnit hjælper du læseren med at skabe overblik over din tekst.
Hvad er hemmeligheden bag en appetitvækkende og sammenhængende tekst? Stephen King siger: ”I forklarende prosa kan (og bør) afsnit være sirlige og hensigtsmæssige. Det ideelle forklarende afsnit indeholder en emnesætning fulgt af andre, som forklarer eller uddyber den første.”
Ja, så nemt kan det gøres. Med gode og sammenhængende afsnit tager du din læser i hånden hele vejen. Og du får samtidig bedre styr på dine egne pointer i din tekst.
Skab overblik med skarpe afsnit ved hjælp af disse råd
- Brug skarpe og indholdsdækkende mellemoverskrifter.
- Brug pointesætninger til at skabe klarhed.
- Hold dine afsnit små og afgrænsede.
- Hold dig til én pointe i hvert afsnit.
Brug skarpe og indholdsdækkende mellemoverskrifter
Med skarpe og indholdsdækkende mellemoverskrifter kan du udpege tekstens vigtigste pointer. Dermed kan læseren hurtigt orientere sig. Når du har fundet tekstens vigtigste budskab, kan du udbygge budskabet ved hjælp af mellemoverskrifterne. Tænk på mellemoverskrifterne som perler på en snor: Hvilken information er vigtigst at starte med, slutte med osv.
Eksempel
|
Vi udskifter din elmåler Du behøver ikke være hjemme Det koster ikke noget Vi kommer i denne periode Vil du vide mere? |
I dette eksempel er det let for læseren at orientere sig og hurtigt finde de information, hun har brug for.
Brug pointesætninger til at skabe klarhed
Lad hvert afsnit i din tekst starte med en pointesætning. Byg herefter dit afsnit op med forklarende sætninger, der uddyber pointesætningen. Det gør du ved at give svar på hv-spørgsmål, fx ’hvem’, ’hvad’ og ’hvordan’.
Hold dine afsnit små og afgrænsede
De små afsnit gør det lettere for læseren at overskue teksten og se de store linjer.
Dette sikrer, at både du og læseren kan holde styr på informationerne og hele tiden overskue teksten.
På den måde er det også lettere for læseren at genkalde sig teksten, når hun læser pointesætningerne, som understøtter afsnittenes hovedpointer.
Hver gang du starter på noget nyt, skal du derfor lave et nyt afsnit.
Hold dig til én pointe i hvert afsnit
Når du starter på et nyt afsnit, starter du også på en ny pointe. Hermed hjælper du også læseren til at adskille informationerne og guide læserens fokus.
Få mere inspiration
Du kan læse her, hvordan du laver en god disposition, inden du starter med at skrive. En god disposition og skarpe afsnit hænger tæt sammen og kan understøtte hinanden i at skrive en god tekst.

Har du nogensinde overvejet, hvorfor du indleder dine mails med ”kære” eller hej”? Hvorfor foretrækker du den ene hilsen frem for den anden? Dansk Sprognævn har undersøgt sagen og fundet et svar, som overraskede mig!
Bruger du ”kære” eller ”hej” i dine mails? Det er et mere kompliceret spørgsmål end som så. Jeg har altid selv foretrukket ”kære”, da det lyder formelt og neutralt i mine ører. Men det er åbenbart gammeldags og langt fra neutralt.
Dansk Sprognævn og Aarhus Universitet har lavet en undersøgelse med 1300 mænd og kvinder på tværs af generationer, der svarede på samme spørgsmål: Bruger du ”kære” eller ”hej” i dine mails? De fleste over 30 år svarede ”kære”, og de fleste under 30 svarede ”hej”.
”Kære” er gammeldags og intimt
Der findes ikke nogen officielle regler for, hvornår man skal bruge ”kære”, og hvornår man skal bruge ”hej”. Det er i høj grad et holdningsspørgsmål.
Mange unge oplever ordet ”kære” som noget intimt og kærligt. Noget følelsesladet. Og det er faktisk også den betydning, som ordet har båret i de seneste århundreder.
”Hej” er for unge under 30 år klart at foretrække. ”Hej” er mest neutral og fungerer som en standardhilsen til de fleste modtagere. Og ”hej” har nu møvet sig så godt ind i vores mailsprog, at det er denne hilsen, Sprognævnet anbefaler.
Hvad siger Sprognævnet?
Dansk Sprognævn og Aarhus Universitet opstiller disse anbefalinger på baggrund af deres undersøgelse:
| Brug hej + fornavn |
til både private og ikkeprivate modtagere. |
| Brug hej uden fornavn | til private modtagere og venner. Yngre modtagere under 30 foretrækker oftest denne hilsen. Dog kan folk over 30 godt opfatte det som uhøfligt. |
| Brug kære + fornavn | i uformelle sammenhænge til private modtagere, du har et nært forhold til. Kan også bruges i visse formelle sammenhænge, men nogen vil opfatte det som intimt eller gammeldags. |
| Bliv ikke stødt | hvis du opfatter en hilsen negativt – det er ikke sikkert, at afsenderen eller modtageren har samme opfattelse af hilsenen som dig. 🙂 |
Læs mere om undersøgelsen her, og se også, hvad Sprognævnet anbefaler som afskedshilsen i mails.
Hvad bruger du selv? Er du gammeldags eller i trit med tiden? Rammer du den rigtige tone?

Skal du sælge noget? Overbevise nogen? Eller få nogen til at træffe en beslutning? Skriv overbevisende tekster med BAB-modellen (Before-After-Bridge) ved hjælp af tre simple trin.
Uanset om du skriver debatindlæg, sagsfremstillinger eller opslag på sociale medier, så vil skrivemodellen ”Before-After-Bridge” hjælpe dig til en hurtigere skriveproces og en tekst, der vil have et klart og overbevisende indhold.
“Before-After-Bridge” er ofte benyttet i salgs- og mediebranchen, hvor man anvender formlen til at få folk til at klikke på annoncer, læse blogindlæg eller købe produkter. Men du kan også anvende den som skrivemodel for faglige tekster. Modellen består af tre simple trin:
- Beskriv problemet (Before)
- Beskriv drømmen (After)
- Beskriv løsningen (Bridge)
Problem, drøm og løsning
Kender du det? Man sidder og glor ind i skærmen. Der er helt tomt både på skærmen og i hovedet. Du ved faktisk godt, hvad du skal skrive om, men ordene vil ikke komme til dig.
Du tænker, at det ville være skønt, hvis der fandtes et kvik-fix. Et eller andet, der kan få ordene til at flyde og tastaturet til at gløde.
Her kan BAB-modellen hjælpe dig. En enkel skrivemodel kan faktisk være nok til at få sat gang i skriveprocessen og få styr på indholdet. Og du kan bruge modellen, hver gang du skal skrive en overbevisende tekst.
Når jeg sætter dette eksempel ind i et “BAB-skema”, ser det således ud:
|
Before |
Beskriv problemet |
Du har svært ved at komme i gang |
|
After |
Beskriv drømmen |
Du ville ønske, at ordene flød |
|
Bridge |
Beskriv løsningen |
Du har brug for en skrivemodel |
Before-After-Bridge som model for debatindlæg
Til november er der valg til de lokale byråd. Mange lokalpolitikere skriver derfor debatindlæg i aviserne for at råbe deres vælgere op. Jeg har lånt et tilfældigt debatindlæg fra min regionale avis.
Med modellen ”Before-After-Bridge” kan jeg skabe en klar struktur og en overbevisende pointe i debatindlægget. Når jeg sætter dette eksempel ind i et “BAB-skema”, ser det således ud: :
|
Before |
Beskriv problemet |
Der er alt for få seniorboligfællesskaber i vores kommune |
|
After |
Beskriv drømmen |
Seniorboligfællesskaber modvirker ensomhed og understøtter et aktivt seniorliv |
|
Bridge |
Beskriv løsningen |
Socialdemokratiet og lokale seniorer står sammen for at skabe seniorboligfællesskaber i vores kommune |
Before-After-Bridge som model for sagsfremstillinger
Har du svært ved at komme i gang med at skrive din sagsfremstilling? Er der bare for mange hensyn, dilemmaer eller vinkler, som du gerne vil have med? Så luk pc’en, og find tre gule post-it:
Beskriv (hoved)problemet på en gul lap. Hvad er grunden til, at sagen skal behandles nu?
Beskriv drømmen på den næste lap. Hvordan ser verden ud, når problemet er løst?
Beskriv løsningen på den sidste lap. Hvilken løsning (eller måske flere løsninger) kan du pege på?
Nu har du en disposition. Så skal du blot folde dine pointer ud og holde dig til planen…
Læs mere om disposition og planlægning i dette indlæg.
God arbejdslyst.

Det er en hårfin balancegang at rette andres stavefejl. Mit råd til dig er: Ret andres stavefejl med omtanke. Hold dig klar, tilbyd din hjælp. Men lad for himmelens skyld være med at påpege dine kollegaers fejl, hvis de ikke har bedt om din hjælp!
Er du en hjælpsom eller drønirriterende kollega?
Det er skønt at have dygtige korrekturlæsere omkring sig, og der er stor værdi i at lade en kollega læse sin tekst igennem, før du sender brevet eller får trykt vejskiltet. Men alt med måde. Alt for mange ’grammatiknazister’ kan være drønirriterende og have svært ved at tøjle deres iver i at rette andres stavefejl – uden at være direkte adspurgt.
Mit råd er derfor: Ret andres stavefejl med omtanke, vær hjælpsom, når du bliver spurgt. Du kan for eksempel bruge burgermetoden!
Stik dem en feedback-burger!
Når jeg underviser i faglig formidling, benytter jeg altid feedback som værktøj. Jeg giver feedback til kursisterne, og de giver feedback til hinanden. Feedback er en supereffektiv metode til at forbedre sin skriveteknik. Men mange af mine kursister laver himmelvendte øjne, når jeg siger, at man altid skal starte med at rose og anerkende alt det gode, før man giver kritik. Læs mere om burger-feedback her.
Stave- eller kommafejl signalerer sjusk eller uvidenhed
Det kan være nødvendigt at sluge en kamel eller to, når det gælder ens egne stavefejl.
For det store problem med stavefejl er, at det sætter din troværdighed på spil. Stavefejl kan antyde sjusk og uvidenhed, og det er ikke ok at lave sjuske- og stavefejl i brevet fra kommunen. Her står både din og kommunes troværdighed på spil, læs her.
Vidste du, at fejlrettere er mindre tolerante?
En amerikansk undersøgelse peger på, at ivrige fejlrettere generelt er mindre åbne og er dårligere til at indgå kompromiser end andre mennesker. Undersøgelsen viser også, at de folk, der går meget op i andre folks grammatik, ofte har en tendens til at mene, at de, der laver stavefejl, er mindre intelligente end andre. Hvilken slags fejlretter er du?
Er du vild med at finde fejl i tekster?
Du kan starte med at gå på jagt i dette indlæg. Jeg har nemlig efterladt en lille fejl til den ivrige korrekturlæser. Kan du finde den? Send gerne en kommentar!
Du kan også smutte forbi sproget.dk, hvor du kan finde quizzer og øvelser. Der er både quizzer om de mest typiske sproglige problemer og særlige temaquizzer. Du kan fx teste, om du er ung med de unge og kan dit chatsprog.
God fornøjelse.
Mange skribenter døjer med at sætte kommaer korrekt. De kan formidle svære tekster om indviklede emner, men de kan ikke sætte kommaer. Nu er der hjælp på vej. Dansk Sprognævn har udviklet et gratis kommakursus, til alle som gerne vil blive bedre til at sætte komma.
Når talen falder på kommaregler, så siver energien ud af lokalet. Cirka halvdelen af kursisterne på mine hold, der stort set alle sammen har en længere uddannelse og mange års skriveerfaring, hader kommadrøftelser. Det gør de, fordi de aldrig har lært at sætte kommaer. Men hvis du skriver meget, og det du skriver bliver sendt til borgere og kunder, delt på sociale medier eller lagt på officielle hjemmesider, så er det vigtigt, at du får styr på kommareglerne. For hvis din tekst har mange kommafejl, så risikerer du, at din læser mister tilliden til dig.
Test dig selv
Hvor ligger dine kommaudfordringer? Måske har du udfordringer med en bestemt type kommaer, mens du er rigtig god til at sætte andre. Det kan være rart for dig at vide. Derfor skal du starte med at teste dine kommakompetencer på Sprognævnets hjemmeside. Her finder du emneopdelte kommaøvelser, der giver dig en fin fornemmelse for, hvilke udfordringer du har.
Gratis kommakurser på nettet
Dansk Sprognævn og firmaet Edutasia har udarbejdet et gratis kommakursus. På hjemmesiden danskkomma.dk kan man sætte sig ind i kommareglerne og få forklaret de vigtigste grammatiske regler, der skal bruges for at sætte kommaet korrekt.
Kurset tager cirka 2-3 timer, men du bestemmer selv, om du vil dele det op i flere mindre bidder.
Er du stadig ikke overbevist, om at kommaregler er vigtige og relevante?
